aarhusportalen.dk
Søg på Aarhusportalen |
Sitemap |
Nyhedsbrev |
Facebook |
Arrangementer
Nyhedsbrev
Weekendkalender, konkurrencer, ny- heder og meget mere direkte i din mailboks. Tilmeld dig her.

Butikscentre, varehuse og stormagasiner

Oversigt over shoppingmuligheder i Århus

Aarhus er rig på shoppingmuligheder og har mange stormagasiner, varehuse og butikscentre, hvor man kan gøre sine indkøb.

Derudover består byen af forskelligartede områder med hver sin atmosfære og stemning, hvor man kan shoppe i et bredt udvalg af forretninger.

Hermed følger en oversigt over byens mange muligheder, når det handler om shoppingoplevelser.

Stormagasiner og varehuse
Til toppen
Bilka

Bilka er en dansk varehuskæde, der ejes af Dansk Supermarked Gruppen A/S. Varehuset i Aarhus-området er placeret i Tilst og var det første af sin slags, da det åbnede i 1970.

Når man handler i Bilka, er der god mulighed for at købe stort ind, og der er et stort udvalg. Bilkas varegrupper er delt ind i alt til hjemmet, beklædning, dagligvarer, elektronik, fritid & sport, hus & have og pleje & skønhed. Derudover leverer Bilka mad ud af huset.

Bilka er desuden begyndt at udvide sin handel på nettet og har etableret Bilkashoppen.dk. Her kan man for eksempel købe musik, bøger og film.

Ikea

I udkanten af Aarhus ligger Ikea, som er et familievenligt varehus, der sælger boligartikler. Varehuset er fyldt med møbler, inspiration, smarte løsninger og priser i den billigere ende. Den første Ikea i Danmark åbnede i 1969 i Ballerup.

Konceptet i Ikea er ganske enkelt: kunden står selv for at samle sit nye møbel, til gengæld får man kvalitetsbetonede designermøbler i den billige ende.

Udvalget i Ikea er bredt; man finder alt lige fra opbevaringsmøbler og belysning til stole og sofaer.

Der afholdes løbende aktiviteter i Ikea, hvor der vises nyheder og trends på seminarer, kurser eller ved foredrag.

Magasin

Stormagasinet Magasin er i Aarhus placeret på Immervad ved åen og tæt på latinerkvarteret. Historien om Magasin startede i 1868, da Theodor Wessel og Emil Vett åbnede en manufakturforretning.

Magasin er et modeunivers med en eksklusiv atmosfære. Der er fokus på fashion og trends, og det er muligt at finde inspiration til klædeskabet såvel som boligen. Har man svært ved at definere sin egen stil eller at finde det rette outfit, kan man få hjælp af en personlig stylist. Der er også mulighed for at få luksuriøse skønhedsbehandlinger i stormagasinet. Derudover er der en Irma i Magasin, hvor man finder et udvalg af fødevarer.

Som så mange andre stormagasiner afholder Magasin også løbende events. Det kan eksempelvis være en aften kun for mænd, hjælp til madlavning eller et modeshow.

Skal man holde et mindre eller større arrangement, er der hjælp at hente fra Magasin Catering, som hjælper med alt lige fra dug og servietter til serveringspersonale og kokke.

Magasin støtter op om Etisk Charter for at sikre danske modeller bedre trivsel og for at påvirke holdningerne til krop og trivsel i modebranchen, medierne og samfundet. Stormagasinet har taget dette initiativ, da det erkender at have et ansvar, eftersom det selv benytter danske modeller.

Salling

Stormagasinet Salling er placeret midt på strøget i Aarhus og har en lang historie bag sig. I 1906 åbnede Ferdinand Salling en manufakturforretning, som blev starten på den koncern, vi kender i dag. Den første måned omsatte Ferdinand Salling for 4202 kroner. I dag tager det koncernen tre sekunder at omsætte for det beløb.

Salling har 35 afdelinger inden for kategorierne mode, parfume, sport & fritid og fødevarer. Her finder man en udstrakt service, som er en selvfølgelighed i Salling.

Salling er til dels kendt for Salling Super, hvor man betjenes og vejledes af uddannede fagfolk i slagterafdelingen, delikatessen, vinafdelingen, kolonial, frugt & grønt samt osteafdelingen. Der er et bredt udvalg og fokus på kvalitet.

I 2005 åbnede Beauty Studio i Salling, hvor professionelle kosmetologer tilbyder en række forskellige behandlinger. Salling tilbyder også andre services såsom Salling Festservice og Salling Renseservice.

Salling afholder også løbende aktiviteter, eksempelvis i forbindelse med forårets konfirmationer.

Man kan slappe af og få stillet sulten eller tørsten i Sallings café og bistro.
Butikscentre
Til toppen
Bazar Vest

Bazar Vest er et multietnisk butikscenter i det vestlige Aarhus, der har eksisteret siden 1996. 70 forretninger er fordelt på de 7000 m2, centret består af, og som gør det til Skandinaviens største basar. Her er der mulighed for at gøre indkøbet til en oplevelse af Østens velduftende og farverige butikker.

Butikscentret byder på eksotiske spisesteder, tyrkiske og arabiske bagerier, 1000 m2 frugt- og grøntmarked, orientalske købmænd, slagterbutikker og spændende non-food produkter såsom tæpper, tøj og smykker.

Bazar Vest har 20.000 besøgende om ugen, hvoraf de 10.000 kommer i weekenden. Butikscentret har et mål om at tiltrække flere turister. Derfor afholdes der løbende underholdningsaktiviteter i basaren.

Bruun's Galleri

Bruun’s Galleri ligger i tilslutning til Aarhus Hovedbanegård og var i 2008 landets mest besøgte citycenter med over 10 mio. besøgende. Det åbnede i oktober 2003 og har en målsætning om at fremstå som et anderledes og innovativt butikscenter.

Butikscentret har 90 butikker fordelt på tre plan og giver inspiration til voksne såvel som børn. I Bruun’s Galleri finder man det nyeste inden for eksempelvis mode, sport, elektronik og indretning. Samtidig kan man få stillet sulten og tørsten på en af citycentrets caféer eller restauranter.

Bruun’s Galleri er mere end shopping. På toppen af centret ligger en minigolfbane, og der er også mulighed for en biograftur i Brunn’s Galleri. Samtidig er der løbende events i centret såsom musikindslag eller muligheden for at spille poker mod Uffe Holm.

Til de nybagte forældre er der indrettet en babylonge med udsigt over byen. Her er der mikroovn, tv og dvd.

City Vest

City Vest ligger i Brabrand ved Aarhus og er et af Jyllands største citycentre. Med 65 butikker samlet under ét tag er der noget for enhver. I City Vest finder man både dagligvarer, restauranter og et stort udvalg af specialforretninger. Butikscentret har desuden 1500 gratis p-pladser.

I City Vest handler det ikke kun om shopping – der lægges også vægt på oplevelser. Derfor arrangeres der løbende aktiviteter såsom castings for dem med modeldrømme, koncerter med X Factor-stjerner eller fodboldturneringer for fodboldinteresserede. Samtidig er der løbende konkurrencer, hvor man kan vinde gavekort til centrets butikker.

Til børnene er der oprettet en børneklub, hvor man får et medlemskort og en klubbog. Når bogen er fyldt op med værdimærker, får børnene en gave eller rabat.

Har man brug for et hvil kan man sætte sig i en af centrets massagestole eller i sofahjørnet.

City Vest er bevidst om dets sociale ansvarlighed og lancerer i 2009 en kampagne, som kaldes ”Godt Valg”. Her sætter centret fokus på miljømæssige og sociale forhold.

Skejby Centret

Skejby Centret er beliggende i Aarhus N og blev bygget i 1988. I 2004 blev det overdækket, så man kan nyde at handle uanset vejret.

Centret er over 8000 m2 og fyldt med butikker, hvor man kan shoppe og handle dagligvarer. Man finder alt lige fra Føtex og Matas til en blomsterbutik og et apotek.

På Skejby Centrets hjemmeside kan man læse, at det er vigtigt, at kunderne har en god oplevelse i centret. Om, man kalder Skejby Centret for det største lille center i Århus eller det mindste storcenter, er underordnet.

Centret tilbyder også noget at spise, og man kan blandt andet vælge mellem pizza, is og pølser.

Storcenter Nord

Storcenter Nord ligger i det nordlige Aarhus tæt på både Ringgaden og Ringvejen. I centret finder du +60 specialbutikker og spisesteder med noget for enhver smag. Her er både et bredt udvalg af modebutikker til børn, kvinder og mænd – unge som gamle, byens største Netto samt Danmarks første Starbucks to-go kaffebar.

Centret er et godt valg for børnefamilier med et stort gratis legeland, 1000 gratis parkeringspladser, muligheden for gratis at låne klapvogne og Funcars under indkøbsturen, samt en særligt indrettet babylounge til småbørnsforældre.

Storcenter Nord er mere end bare en shoppingoplevelse. I centret finder du desuden Nordeuropas største, levende koralrevs-akvarium, ligesom løbende arrangementer i samarbejde med blandt andre Tivoli Friheden, Djurs Sommerland og AGF sikrer, at et besøg i centret aldrig er en kedelig oplevelse.


Veri Center

En forkortelse af Vejlby-Risskov danner baggrund for navnet Veri Center, der ligger i Risskov, og som er et shoppingcenter.

Her er det muligt at kombinere indkøbene af fødevarer med shopping i centrets 20 specialbutikker. Man finder det meste i Veri Center; bank, posthus, frisør, bistro, Matas, tøjbutikker, pub og et sundhedscenter.

I 2006 fik centret en ny tilbygning for at give mere plads til kunder og butikker. Med glaspartier i flere af de udvendige mure, blev der samtidig mere lyst og luftigt i den eksisterende del af shoppingcentret.

Viby Centret

Viby Centret er, som navnet antyder, placeret i Viby ved Aarhus. Det er opført i 1970. Senere blev det overdækket, så besøgende kan gå i tørvejr og gøre deres indkøb.

Centret har et bredt udvalg af butikker, så man finder det meste i Viby Centret. Der er en Føtex, Matas, apotek, Sportsmaster, kiosk, tøjbutikker og et posthus lige ved døren. Derudover er der mulighed for at få stillet sulten og tørsten på Charlies Café eller ved pølseboden.

Viby Centret afholder også løbende arrangementer. Heraf kan nævnes events som koncerter og bogsignering.
Shoppingområder
Til toppen

Strøget

Strøget

Strøget i Århus er et oplagt sted at shoppe. Det er 850 meter langt og dermed Jyllands længste handelsgade. På de 850 meter er der omkring 150 forskellige butikker, og der er noget for enhver smag. Det betyder også, at der er et aktivt handelsliv på strøget i Århus, der forbinder banegården og Bruun’s Galleri med Latinerkvarteret og Vadestedet.

Link: Strøget i Århus

Latinerkvarteret

Foto: Ole Lind

Latinerkvarteret er den ældste bydel i Aarhus. Området fremstår både hyggeligt og charmerende med smalle og brostensbelagte gader. Her er der rig mulighed for at shoppe designertøj, brugskunst og antikviteter i de små, hyggelige butikker. Området består desuden af mange hyggelige caféer, hvor man kan holde et hvil efter en god omgang shopping.

Frederiksbjergkvarteret

Foto: Sofia Wraber

Frederiksbjergkvarteret består af M.P. Bruunsgade, Jægergårdsgade og Frederiks Allé og er et område, der udvikler sig hastigt. Bydelen er ung og trendy, og der er an afslappet atmosfære. Der er alt fra skønne specialshops og kvalitetsfødevarer til gode spisesteder og designerbutikker.

Trøjborg

Foto: Jyllands-Posten

Trøjborg er en bydel i det nordlige Aarhus. Området er helt enestående og tiltrækker særligt kunstnere, arkitekter og studerende. Butikslivet har udviklet sig meget, og Trøjborg har nu op mod 100 forretninger at vælge mellem. Der er dermed noget for enhver, hvis man vælger at shoppe på Trøjborg. Samtidig har området mange spisesteder og hyggelige caféer.
Vejviseren
Find virksomhed