Camilla Martin er født i Århus og begyndte at spille badminton som 6-årig. Hun var Danmarks altdominerende kvindelige badmintonspiller op gennem 1990’erne og det nye årtusinde.
Som den eneste har hun vundet 13 danske singlemesterskaber i træk. I 1999 blev hun verdensmester. Derudover har hun vundet All England i 2002, sølv ved OL i Sydney i 2000 og Danish Open i 1994, 1997-99 og 2001-02.
Camillas mange sejre, udstråling og udseende har betydet, at hun også har lavet andet end at spille badminton. Hun har været med i reklamefilm, lavet fotoserier og stillet op til interviews til blade og magasiner. I øjeblikket arbejder hun som vært på TV3s fodboldmagasin Onside, og hun har tidligere været radiovært.
Camilla er gift med Lars Nygaard, og de venter deres andet barn sammen i marts 2009.