Dirigenten der kom, så og rejste

Konflikten var klassisk, og den rummede rigeligt med stof til et drama: Opgøret mellem den fremragende dirigent for Aarhus By-Orkester Thomas Jensen og den temperamentsfulde, socialdemokratiske borgmester Svend Unmack Larsen og hans byråd. Det var kunstneriske ambitioner over for praktisk politik. Rossini mod rævekager og et spil, hvor alle instrumenter kunne bruges.

Ældre århusianere mindes ofte fejden mellem dirigenten og borgmesteren. En fejde, som JP Århus på disse sider beskriver i anledning af, at by-orkesteret - nu under navnet Aarhus Symfoniorkester - fylder 75 år den 14. januar.

Den dygtige kapelmester, der blev regnet for Nordens bedste dirigent, ofrede sine 30 mest produktive år på at skabe et orkester i Århus. At finde musikerne var det mindste problem. Thomas Jensen skulle prøve at dyrke et spirende musikliv og dermed putte lidt klassisk dannelse i en by, hvor man havde svært ved at anerkende, at det skulle være hårdt arbejde at spille musik, og hvor flertallet af vælgerne heller ikke mente, at klassisk musik var værd at ofre penge på.

Alligevel præsterede Thomas Jensen og hans få musikere mageløse koncerter, der nærede den spirende musikinteresse i byen og tiltrak et nyt publikum. De unge kunne sagtens høre, hvad der var gang i, for de gav de store mestre en chance.

Egentlig var det en konstant kamp for overlevelse, og som hjemløs blev det unge by-orkester sendt fra den ene lokalitet til den næste på jagt efter den koncertsal, som byen ikke rådede over, men som Thomas Jensen gang på gang var stillet i udsigt.

1957 var året, da han fik nok, og i løbet af årets tre første måneder udspillede det endelige opgør sig. I en kronik i Aarhuus Stiftstidende trak dirigenten blank. Han forlod kort tid efter byen efter et opgør, der ikke klædte politikerne, og hvor hans store indsats for byen blev honoreret med et forsøg på karaktermord.

Cellisten og juristen

Thomas Jensen og Svend Unmack Larsen voksede begge op i beskedne omgivelser. Den senere dirigent var født i København i 1898. Faderen var maskinarbejder, og unge Thomas afslørede tidligt usædvanlige evner for musik.

Allerede som 14-årig blev han optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Her fik han komponisten Carl Nielsen som lærer i komposition og klaverspil, mens domorganisten og komponisten Otto Malling underviste i orgel. Celloen blev Thomas Jensens foretrukne instrument, og 1917-1919 var han cellist i Helsingborgs Koncertforening, inden han vendte hjem og 1920-1927 blev tilknyttet Københavns filharmoniske orkester og Tivolis Koncertsalsorkester.

Det er fortalt, at Thomas Jensen i Tivoli en dag lagde cellobuen og greb dirigentstokken. Han optrådte med så stor overbevisning, at enhver kunne se, at den lille mand var en kommende stor dirigent.

Han havde opnået sine første færdigheder på podiet som kapelmester i amatørorkestret Euphrosyne.

Thomas Jensen vakte opsigt ved at opføre Stravinskijs ”Historien om en soldat”, og siden dirigerede han også på Nørrebros Teater.

Sideløbende videreuddannede han sig som dirigent i Paris og Dresden.

Frede Skaarup forsøgte i 1927 at hverve Thomas Jensen til Scala-Teatret, der havde afgivet Johan Hye-Knudsen til Det Kongelige Teater.

Thomas Jensen, der senere blev vant til at modtage tilbud, foretrak Århus, hvor han var tilbudt dobbeltstillingen som dirigent for Aarhus Philharmoniske Selskab og kapelmester ved Aarhus Teater. I 1927 flyttede han til Århus.

I de følgende år søgte Thomas Jensen at oprette et egentligt byorkester, og i 1935 lykkedes det at samle tilslutning. Kommunen bidrog med støtte, og orkestret omfattede 26 musikere. Den 1. september 1936 spillede orkestret for første gang ved premieren på operetten ”Grevinde Mariza”. Den 12. oktober samme år fandt den første egentlige koncert sted.

Fra fattiggården

Svend Unmack Larsen var fem år ældre end kapelmesteren. Han voksede op på fattiggården i Vester Allé i Århus, der lå, hvor ARoS i dag er opført. Her var faderen inspektør.

Han var uddannet jurist og tilknyttet kriminalretten i Århus. I 1933 blev han medlem af Århus Byråd, men befandt sig ikke godt i den socialdemokratiske gruppe, som var præget af bitre personopgør.

Han søgte ikke genvalg, men derimod ud af byen. I 1939 fik han embedet som politimester i Lemvig. Hurtigt blev han dog kaldt til København for at blive justitsminister i Staunings regering i 1939. Han optrådte med fasthed over for tyskerne, og allerede i juli 1940 var han færdig som justitsminister. Til gengæld blev han civildommer i Århus.

Fra 1943 sad Unmack Larsen igen i byrådet, indvalgt med et højt personligt stemmetal. Da borgmester Stecher Christensen døde umiddelbart efter Befrielsen, fik Unmack Larsen ikke den landspolitiske karriere, som han stilede imod, men rykkede i stedet ind på borgmesterkontoret på det nye rådhus.

Han udviklede sig til en stærk borgmester, som også var socialt indstillet. Han satte en del kommunale arbejder i gang. Brabrandstien er således hans fortjeneste.

Unmack Larsen moderniserede også byrådsarbejdet, og i 1950 blev magistratsreformen gennemført. Århus fik en række rådmænd, der hver varetog et specialområde.

Trods reformen blandede Unmack Larsen sig fortsat i alt, men efterkrigstiden krævede også stærke politikere, der kunne sige nej.

Temperamentet

Gennem 1950'erne blev borgmesteren offer for humørsvingninger, som i perioder gjorde ham uarbejdsdygtig, og han måtte rejse væk for at komme sig. Alligevel blev der med mellemrum truffet iltre afgørelser, som da kunstneren Svend Wiig Hansen i 1954 af borgmesteren fik at vide, at skulpturen ”Moder Jord” ikke klædte rådhuset. Den skulle fjernes, og det blev den. Deporteret til Herning - hvor der står to udgaver af ”Moder Jord” i dag.

Endnu var der langt til konfrontationen med orkestret.

Thomas Jensen havde i 1940 udtalt, at »Århus har et glimrende by-orkester, men har ikke noget at ha' det i.«

Der var stor interesse for musikken under krigen, og i november 1944, da lovløshed herskede og politiet var taget, brændte engagementet fortsat hos Thomas Jensen.

I et interview med Jyllands-Postens Holger Christensen, der var signeret Olivar, sagde han:

»Målet er et fuldtalligt symfoniorkester. Som det er nu, kan vi kun spille klassikere med lidt held. De store symfoniske ting må vi lade ligge.«

Fred og nye kampe

Da krigen sluttede, genoptog Thomas Jensen kampen for at sikre orkestret flere musikere og en koncertsal. Muligheden havde vist sig under krigen, da medlemmer af Radiorådet med formanden, den senere kulturminister Julius Bomholt, i spidsen havde forhandlet om opførelse af en koncertsal i byen, hvorfra koncerterne kunne transmitteres til hele landet.

Der var planer om en i Borggade, men tanken om at rive Axel Høeg-Hansens kunstbygning på Bispetoften ned og opføre et kulturhus, som både rummede koncertsal, konservatorium og folkemusikskole, var langt mere fristende og tændte den kritiske kapelmester, der selv ydede 1.000 kr. i støtte til projektet. Det samme gjorde Svend Unmack Larsen i øvrigt.

Danmarks Radio ville betale 25 pct. af udgifterne, men et flertal i byrådet fandt, at det var for lidt, og at projektet i øvrigt var for dyrt i forhold til de mange opgaver, der skulle klares i årene efter krigen. Luftkastellet tonede derfor ud. Orkester og kapelmester var nedtrykte, og Thomas Jensen begyndte at tale om, at det kunne være, at han forlod Århus, hvis ikke forholdene for orkestret blev bedre. Der var kun kommet fire musikere til siden 1935.

Nu trådte bankdirektør Niels Jensen, Handelsbanken, ind på scenen. Han var aktiv i byens kulturelle liv og foreslog, at der blev opført en kombineret biograf og koncertsal i en sidebygning til teatret.

Dermed opstod den fatale Scala-idé, der blev grebet af byrådet, fordi det løste flere problemer på én gang. Økonomien kunne blive bedre, og teatret kunne få sin biograf.

By-orkestrets kunstneriske chef blev tvunget til at acceptere planen. Allerede, da han så tegningerne, var han skeptisk i forhold til de fysiske rammer i salen, som skulle rumme 800 tilskuere. Det ideelle havde været 1.200.

Finalen

Efter at orkestret havde fået base i Scala-biografen og gennemført en stor åbningskoncert den 20. december 1955, talte Thomas Jensens mere og mere om at forlade Århus.

Scala viste sig umulig som koncertsal. Salen var fremragende til indianerfilm på det store lærred, men til klassisk musik duede den ikke. Faktisk lød musikken bedst, når der ikke var noget publikum. For Thomas Jensen var det langtfra morsomt, men en kilde til desperation. I efteråret 1956 meddelte han orkestrets styrelse, at han ønskede at at opsige sin kontrakt.

Ingen tog det ad notam. Han skulle nok blive i Århus, mente politikere og embedsmænd. I januar 1957 måtte Aarhuus Stiftstidende korrigere en oplysning om, at Thomas Jensen ville blive i Århus. Det havde kommunen ellers oplyst, umiddelbart før byrådet skulle vedtage at dække et underskud for by-orkestret. Der var derfor oparbejdet et underskud på 90.000 kr.

Hårde angreb

Mankoen gav anledning til, at en række byrådsmedlemmer med havnearbejder Svend Aage Nielsen fra Socialdemokratiet i spidsen kritiserede orkestret for ikke at være folkeligt og for ikke spille for det store flertal. Kapelmesteren måtte også høre, at han havde svigtet. Pengene blev bevilget, men skaden var sket. De angreb gjorde næppe hans tilstand bedre. Thomas Jensen var sygemeldt og lå hjemme.

Hans svar kom i en kronik i Aarhuus Stiftstidende den 17. februar 1957. Under overskriften ”Det kunne være så godt?” sendte kapelmesteren reelt sin opsigelse. Han refererede bl.a. samtaler med borgmester Unmack Larsen:

»Thomas Jensen. Der vil blive et ramaskrig, dersom De forlader byen.«

Ellers var nogle af hovedpunkterne:

Thomas Jensen havde afvist mange tilbud fra København.

Thomas Jensen var af Unmack Larsen stillet både nyt koncerthus og orkesterudvidelse i udsigt.

Akustikken i Scala-biografen var elendig. Arkitekten lovede, at der var plads til 90 musikere, men selv med et lille orkester og et lille kor kneb det.

Lejen i Scala var 90.000 kr. om året. Byen havde lovet at betale. Lejen i Folkets Hus i Amaliegade, der havde en bedre akustik, var kun 4.500 kr. om året.

Thomas Jensen har fået afslag på en pension fra Århus Kommune, selv om han har været tilknyttet byen i 30 år. Hans hustru, skuespillerinden Ilse Mengel, var samtidig uden varsel blevet afskediget fra Aarhus Teater, hvor man ikke kunne finde roller til hende.

Ramaskriget

Thomas Jensens indlæg skabte stor opstandelse. Det var ikke normalt, at sådanne opgør udspillede sig i fuld offentlighed. Derfor var Unmack Larsen også ualmindelig kontant, da han svarede på kritikken. Borgmesteren befandt sig i en tilstand, hvor han var presset. Kort tid forinden havde ledelsen på Sabroes Fabrikker, som lå hvor Politigården i dag er opført, meddelt, at man forlod Århus til fordel for Viby. Det samme gjorde FDB's store lager på Vesterbro Torv.

»Det er - desværre - jo en kendsgerning, at tusinder af borgere i Århus hellere ser by-orkestrets hæl end tå.«

»Personlig er jeg ked af, at Thomas Jensen er blevet vred, da et enigt byråd giver ham alt og også betaler salen i Scala for orkestret. Sådan er kunstnere. Man må vænne sig til, at de ser frit og stærkt på tingene.«

»Man skulle have givet ham den biografbevilling, som Johannes Meyer fik. Så havde vi ikke hørt mere fra ham. Thomas Jensen er blevet lidt vanskelig. Det er uheldigt, for vi vil gerne beholde ham i Århus.«

Borgmesteren sagde også, at han ikke vidste, hvad Thomas Jensen tjente, men det fik han sandelig at vide af orkestrets formand, sekretær Ivan Hansen, Arbejdernes Radioklub. Denne, der var formand for orkestrets bestyrelse, lagde de indtægtsforhold, han havde kendskab til, åbent frem med en bemærkning om, at han ikke troede, at nogen kapelmester i Norden havde så gode vilkår som Thomas Jensen, økonomisk som kunstnerisk.

Stærke kræfter forsøgte at overtale kapelmesteren til at blive, men forgæves.

Dårlige nerver

Thomas Jensen var svækket af bl.a. dårlige nerver, og borgmester Unmack Larsen fik det forfærdeligt, da han hørte om sygdommen. Om nogen kendte han til sygdom, så han satte sig straks ind i borgmesterbilen - en Opel Kaptajn med chauffør - og kørte til Risskov for at besøge kapelmesteren.

Hvad de talte om, er aldrig oplyst, men beslutningen stod fast. Thomas Jensen forlod Århus. Tilbage sad lammede musikere, der ikke forstod, at byen slap en sådan kapacitet.

Senere på året var Århus By-Orkester tæt på lukning, men blev reddet, og der kom senere bedre støtteordninger fra statens side.

Året efter måtte Svend Unmack Larsen træde tilbage som borgmester på grund af en psykisk sygdom. Han blev afløst af Bernhardt Jensen.

Thomas Jensen vendte flere gange tilbage til Århus for at dirigere by-orkestret, og hver gang var det et større eller mindre triumftog. Publikum delte ikke politikernes holdning, og de ønskede at vise det.

Thomas Jensen døde i 1963 i sit hjem på Frederiksberg.

I en nekrolog i JyllandsPosten skrev Gustav Albeck, der som sekretær og næstformand havde stået bag dirigenten hele vejen, at uden de fine resultater, som Thomas Jensen havde præsteret i Århus, var der næppe oprettet landsdelsorkestre i Aalborg, Odense og Sønderjylland.

Unmack Larsen døde to år senere.