Efter en samler…

På stadsarkivet står der otte reolkilometer med dokumenter, protokoller, breve, billeder og meget andet, der dokumenterer byens historie fra renæssancen til nutiden.

Det er i Aalborg.

I Århus, der aspirerer til at blive Europæisk Kulturby 2017, står der ingenting. For Århus har ikke noget stadsarkiv.

Der er skabt en lokalhistorisk samling på biblioteket i Mølleparken, og meget, der andre steder ville være endt på et stadsarkiv, er i Århus endt på Erhvervsarkivet. Der ligger materialet godt - på det statslige arkiv. Men Erhvervsarkivet har ikke nogen speciel forpligtelse for århusiansk materiale.

En guldgrube af fotos og arkivalier fra Århus er i de seneste år afleveret til Erhvervsarkivet af den nu 81-årige fotograf Poul Pedersen.

»Det fyldte meget, og man skal jo heller ikke belaste sine børn med alt det lort, man har samlet sammen gennem et langt liv,« siger Poul Pedersen.

Hjemmet i Århus er stadigvæk fyldt med materiale, som arkiver - ikke blot i Danmark - ville brække en arm for at få fat på.

Men det mest interessante materiale fra Århus er nu på Erhvervsarkivet eller andre stedet, fordi der ikke er noget stadsarkiv i Århus.

Poul Pedersens historie er næppe enestående, men den er interessant, fordi det materiale, han har afleveret, er af usædvanlig høj kvalitet.

Hans far, Thomas Pedersen, der blev født i 1900, åbnede eget fotoatelier i Guldsmedgade i Århus i 1926. Thomas Pedersen regnes for en af sin tids bedste danske portrætfotografer og blev tillige en landskabs- og reklamefotograf i særklasse.

Poul Pedersen viser et foto af nogle elegante dameben i sorte silkestrømper og højhælede sko. Det er et reklamefoto, som hans far lavede i 1930'erne.

»Jeg tror, at han godt kunne lide kvinder. Og i hvert fald er et billede som dette og andre, som han lavede for bl.a. korsetfabrikanter, på alle måder af en kvalitet, så de kunne bruges den dag i dag,« siger sønnen.

Gamle fotos er spredt

Af større lokalhistorisk interesse er imidlertid den overvældende mængde fotos af århusianere og århusianske lokaliteter, som for langt størstedelens vedkommende nu befinder sig dels på Erhvervsarkivet, dels hos Arkitektens Forlag og Herregårdsmuseet på Gl. Estrup - samt i Den Gamle By, på Arbejdermuseet i København, på Moesgård og forskellige andre institutioner.

»Når jeg har afleveret fotos til arkiver og andre steder, har de fået både negativerne og aftrykkene. Hvis man vil bruge billeder fra samlingen af for eksempel arkitekturoptagelserne, skal man betale Arkitektens Forlag, der nu har materialet. Jeg tror ikke, at forlaget tjener så meget på at have det, og jeg ved godt, at det kan være både dyrt og besværligt for dem, der vil bruge billederne. Men nu er de bevaret for eftertiden,« konstaterer han.

En fantastisk kulturskat

Han finder mange eder og forbandelser frem, når han taler om politikere, der tilsyneladende sagtens kan finde trecifrede millionbeløb til et multimediehus på havnen, men ikke kan finde en øre til at bevare Århus' historie.

»Og museet. Nå, nej, vi holder os til arkivet,« siger Poul Pedersen? og begynder at tale om alt muligt andet end århusiansk lokalhistorie.

»Jeg har lidt svært ved at holde mig til emnet,« erkender han et par gange i den fem timer lange samtale, der kun sporadisk handler om det, vi mødtes for: Lokalhistorien.

Langt størstedelen af tiden fordyber vi os i Poul Pedersens enestående samling af fotos af romanske stenhuggerarbejder, som han har taget i danske kirker.

»Det er en fantastisk og meget overset kulturskat. I modsætning til kalkmalerierne i kirkerne, som er blevet pyntet af malermestre og restaureret af museer, står stenene, som da de blev hugget,« siger han.

Jorn lod sig inspirere

Fascinationen af de 1.000 år gamle afbildninger i sten, hvis emnekreds rækker århundreder længere tilbage, delte Poul Pedersen i mange år med sin ven Asger Jorn, som ikke alene lod sig inspirere af den romanske kunst i danske kirker, men også selv indsamlede materiale om romansk kunst og forsøgte at tolke det.

»Min kone og jeg mødtes med Asger Jorn omkring 1950, da vi arbejdede som fotografer i Silkeborg,« fortæller Poul Pedersen.

Nogle nutidige danske billedkunstnere mener, at de har opfundet et nyt betalingssystem med deres såkaldte ”Art Money”, som bl.a. kan købes hos de tilsluttede kunstnere og hos en række gallerier.

Men så indviklet behøver man ikke at organisere sig.

»Ved et af de første møder med Jorn bad han mig lave seks store fotos. De kostede 50 kr. stykket,« fortæller Poul Pedersen.

»Da Jorn hørte det, sagde han: ”Jamen, det var da heldigt, for jeg har lige to akvareller, som netop koster 150 kr. stykket.” Sådan ordnede vi det.«

De to akvareller hænger naturligvis stadig på væggen. Og de hænger ikke alene.

Lystegningerne

Poul Pedersen arbejdede også direkte sammen med Jorn, bl.a. med optagelser af lystegninger; billeder, hvor Jorn tegnede med en lommelygte. Det blev i 1953 til en serie på 21 lystegninger.

Men alt det hører til i et hjørne af Poul Pedersens vidtfavnende engagement, som ikke skal fylde spalterne her. Alle arkivalier i den forbindelse er for længst havnet i Silkeborg.

Poul Pedersen og hans hustru flyttede i 1953 tilbage til Århus og blev kompagnon med faderen, Thomas Pedersen, i Guldsmedgade.

Tredje generation

I 1975 døde Thomas Pedersen, men tredje generation var parat, og i 1991 kom sønnen Ole Hein Pedersen med i firmaet, som han nu driver.

Efter at Poul Pedersen kom med i faderens firma, specialiserede fotoatelieret sig i kunst- og arkitekturfotos.

Poul Pedersen holdt sig ikke til sit fotoatelier. Han blev aktiv bl.a. i bestyrelserne for Aarhus Kunstforening af 1847 og for Aarhus Kunstmuseum.

Og han var aktiv i Kunstnernes Påskeudstilling, som blev dødsdømt for mere end en menneskealder siden, men som lever i bedste velgående.

»Jeg var med til at lave, hvad der nok blev den første kunstudstilling i Ridehuset. Vi fik af bykommandanten lov til at låne huset, der dengang var fyldt med militært materiel, og vi fik lavet en flot udstilling. Med mahogni-savsmuld på gulvet, leveret fra en af mine kunder,« husker Poul Pedersen.

Dokumenter fra kunstlivet

Fra sin deltagelse i kunstlivet lå Poul Pedersen bl.a. inde med 12 års bestyrelsesreferater fra Aarhus Kunstmuseum, med referater og breve til og fra kunstnere fra Aarhus Kunstforening og fra Kunstnernes Påskeudstilling.

Alt det ligger nu på Erhvervsarkivet - bortset fra materiale, som drejer sig om Asger Jorn. Det er i Silkeborg.

Men der er stadig Århus-materiale hjemme hos Poul Pedersen.

Der er hans og hans hustrus samling af fotos taget af Århus-fotografer mellem 1840 og 1920 samt oplysninger om fotograferne - men ikke om, hvem der er på billederne - og der er en hel del æsker med faderens, Thomas Pedersens, fotos af det gamle Århus plus en del af hans egne Århus-billeder.

Fyldte ringbind

Så er der ringbind fyldt med udklip om Århus.

Ikke mindst om havneudvidelsen, som Poul Pedersen var imod - ligesom tidligere borgmester Bernhard Jensen.

Poul Pedersen følger fortsat aktivt med i udviklingen i sin fødeby, Århus. Han skriver stadigvæk læserbreve - men det er ikke altid, at han sender dem.

Men hele tiden, mens vi taler om Århus, kører vi af sporet og vender tilbage til de romanske stenhuggerarbejder.

Alene i Østjylland har Poul Pedersen fotograferet 186 romanske døbefonte i sten. Og uanede mængder af billedkvadre, overliggere etc.

»Nogle af de store billeder har jeg foræret til bispekontoret. Andre er nok gået al kødets gang,« siger han.

Den kolossale samling af fotos af romansk kunst er ordnet og registreret - og ofte fortolket.

En del har han allerede udgivet, bl.a. i ”Horder, en romansk stenmester” fra 1965 og i serien om romanske stenarbejder, der blev udgivet i 1980'erne.

Modige tolkninger

Men Poul Pedersen har stadig mange tanker, der nok er delvist nedskrevet, men som ikke har fundet en forlægger, selv om der også er illustrationer i topkvalitet.

I en tid, da Dan Brown er blevet bestsellerforfatter med især ”Da Vinci Mysteriet”, kan man forestille sig, at et stort publikum ville kaste sig over en bog, hvor Poul Pedersen viser sine fornemme fotos og kommer med tolkninger, som i nogle tilfælde går videre, end selv Asger Jorn turde.

»Jeg må indrømme, at jeg efterhånden har det lidt svært med nogle af de faghistorikere, som jeg ellers tidligere har arbejdet tæt sammen med. Men undertiden synes de, at jeg bliver vidtløftige. Ikke mindst, når jeg taler om astro-arkæologi. Så det må jeg hellere holde kæft med,« siger Poul Pedersen.