De døde sjæles landsby

Det er jo sådan set mit livsværk, siger den 62-årige Niels H. Andersen om den godt 5.000 år gamle Sarupplads, der har beskæftiget ham siden 1971.

Han er overinspektør på Moesgård Museum med ansvar for udgravninger - og nu også adjungeret professor på Københavns Universitet. Han kalder den ni hektar store Sarupplads for ”De døde sjæles landsby.”

»Hele Saruppladsen var omkranset af et tre meter højt palisadehegn lavet af egetræsstammer. Der er ikke gjort nogen fund inden for hegnet, men masser udenfor. Jeg forestiller mig derfor, at man måske ikke har turdet gå derind. Fordi det har været reserveret for døde sjæle som et led i en begravelseskult,« fortæller han.

Godt udforsket

Pladsen og det omgivende Sarupanlæg er det bedst udforskede af sin art, i høj grad takket være Niels H. Andersen.

»Man har kendt lignende anlæg i Tyskland, England og Frankrig siden 1880'erne, men havde ikke udforsket dem ret grundigt, før vi gik i gang med Sarup. Det var det første anlæg, man fandt i Norden, men nu har man fundet 40 i Danmark og næsten 1.000 i Europa.«

Sarup og kirkerne

Overinspektøren har haft interesse for fortiden allerede fra 10-års alderen.

»Jeg havde en lærer, der var god til at fortælle. Det fangede min interesse, og siden har jeg så været så heldig at få uddannelse, arbejde og gøre fund inden for mit interessefelt,« fortæller han.

Saruppladsen er fra bondestenalderen lige omkring overgangen fra jæger-samler til bondesamfund.

»Bønderne fra Sarupområdet er nogle af Danmarks første fuldtidsbønder. Saruppladsen har været enormt krævende at bygge og viser et stort overskud. Det har krævet mindst 170 mands arbejde i fuld tid i tre måneder, hvor mændene har skullet frigøres fra deres andre pligter. Man har lavet flintøkser og fældet 1.800 egestammer af 30-40 centimeters tykkelse. Før kirkerne over 4.000 år senere ser vi ikke byggeaktivitet af den størrelsesorden.«

At bygge noget af den størrelse i det allertidligste bondesamfund er egentlig ulogisk, mener han. Men det tjener et formål.

»På samme måde som kirkerne var med til at sammentømre et sogn, har dette byggearbejde hjulpet med til at sammenknytte gruppen, som på det her tidspunkt ikke længere er nomader, men for første gang bor fast i små landsbyer og bopladser. De store fællesarbejder gav et netværk, der tømrede de små samfund sammen og gjorde dem i stand til at modstå tryk udefra. Måske gav det dem også prestige i at deltage i disse store fællesopgaver,« funderer han.

Samtidig er det tidlige landbrugssamfund kendetegnet ved at ære forfædrene meget højt.

Skeletter ligger spredt

Ved at bygge en plads til de dødes sjæle, stendysser og jættestuer kan man ære dem og få deres beskyttelse.

»Det har altid undret mig, hvorfor man ikke har fundet hele lig i jættestuerne. I Sarup ligger skeletterne spredt, og vi kan se, at lig er blevet brændt, gravet op og placeret nye steder. Formentlig for at få en forbindelse og et netværk til forfædrene.«

»Hvis der ligger en del af min forfader ved den stendysse, den mark og også den der, har jeg ret til at dyrke marken og har forfaderens og gudernes beskyttelse og hjælp til det,« forklarer Niels H. Andersen som et bud på de spredte lig.

Efter aftale med Moesgård tager han stadig til Sarup en dag om ugen for at grave.

»Jo dybere man kommer ned i det, desto flere aspekter kan man se. Familien har nok lidt en smule, når sommerferien blev brugt på at grave, men der er stadig masser af fund at gøre i Sarup.«

Han håber derfor, at hæderstitlen som adjungeret professor kan hjælpe med at finde penge til at sætte flere folk i gang. Og han glæder sig til at få lejlighed til at forelæse for de københavnske arkæologistuderende.