Alle med interesse i Gellerups historie og rødder får nu mulighed for at blive klogere på området. Det sker til marts, når Gellerup Museum slår dørene op.
Initiativtagerne er Helle Hansen og Troels Bo Knudsen, formænd for afdelingsbestyrelserne i henholdsvis Gellerupparken og Toveshøj. Gennem de seneste måneder har de arbejdet med planerne, som nu er tæt på at blive til virkelighed.
Således er en femværelses lejlighed på Gudrunsvej 16, 6. th. reserveret til museet, som tager over, når et bofællesskab forlader den med udgangen af februar.
Desuden blev en stilling som studentermedhjælper til museet opslået i fredags.
Tanken er, at lejlighedens rum skal have forskellige formål. Stuen kan give et historisk rids over det, der tidligere blev kaldt Gjellerupplanen, og vil sandsynligvis blive indrettet med oprindelige møbler fra dengang boligområdet blev etableret for omkring 40 år siden.
Film om Gellerupparken
Et andet værelse skal være et fremvisningsrum, hvor der for eksempel skal køre en 45 minutter lang film om Gellerupparken. Der skal også være udstillinger om byplanlægning, samt kontor og mødefaciliteter i lejligheden.
Museet skal desuden udgøre en base, et slags informationscenter, for de mange byplanlæggere, arkitekter, boligforeningsfolk og politikere, der hvert år kommer til Gellerup for at besigtige området. Museet skal gøre deres udbytte større, lige som det vil give en bedre mulighed for at fremvise en lejlighed.
De lokale skoler vil også kunne bruge museet til undervisning og lære områdets lokalhistorie bedre at kende.
Den rigtige historie
»Vi vil gerne fortælle den rigtige historie om Gellerups rødder,« siger Helle Hansen med et smil.
Hun regner med, at åbningen af Gellerup Museum vil blive timet efter, at helhedsplanen for omdannelsen af Gellerupparken og Toveshøj i løbet af marts bliver sendt i høring. Netop helhedsplanen kommer til at spille en rolle i museet. Dels skal det beskrive fremtidsmulighederne for området, dels kommer museet til at modtage mange besøgende i takt med, at planen for området bliver konkretiseret.
»Der er sket utroligt meget i vores område i løbet af de første 40 år. Nu kommer der en masse forandringer i forbindelse med helhedsplanen, og derfor mener vi, at det er vigtigt at fortælle historien, der ligger forud,« lyder Troels Bo Knudsens begrundelse for, at museet opfylder et behov.
Han peger også på, at området har en spændende historie. F.eks. at området blev skabt ud fra helt nye standarder for boliger til almindelige mennesker.
Således stod de store femværelses lejligheder i kontrast til midtbyens mindre lejligheder. Ifølge Troels Bo Knudsen var de oprindelige køkkener også nogle af landets første elementkøkkener.
Planlægningsmøde
I dag bliver holdt et planlægningsmøde for at fastlægge, hvordan startskuddet på museet skal gribes an.
Her vil Bymuseet også være repræsenteret, da folk herfra hjælper til med idéudvikling og inspiration. Også lokalarkivet på Gellerup Bibliotek er involveret i museet, som i første omgang skal køre i et halvt år.
Dette halve år er budgetteret til at koste 80.000 kr. i husleje, løn til studentermedhjælp og etablering.
Gellerupparken og Toveshøj har samlet set afsat omkring 40.000 kr. og er i dialog med Århus Kommune om, at den skal bidrage med resten.
Der er endnu ikke aftalt et beløb, men Per Frølund, sekretariatsleder i Århus Kommunes Gellerup-sekretariat, er ikke afvisende over for kommunal støtte til projektet.
»Den del, vi er mest interesseret i at støtte, er information om helhedsplanen. Det vil vi gerne være med i,« siger Per Frølund, der inden for 14 dage skal mødes med boligforeningen.
Nu kommer der en masse forandringer i forbindelse med helhedsplanen, og derfor mener vi, at det er vigtigt at fortælle historien, der ligger forud.”
Troels Bo Knudsen, formand, Toveshøj