Vanddragens liv i farezonen

Den omdiskuterede vandskulptur Torvenes Brøndsløjfe - eller Vanddragen, som den kaldes i folkemunde - var tæt på at blive flyttet fra Store Torv allerede i 2005.

Et flertal i byrådet gav dengang rådmand Poul B. Skou (K) bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Statens Kunstfond og kunstneren Elisabeth Toubro, som har lavet skulpturen, om enten en flytning eller tilpasning af værket til dens nuværende placering. Statens Kunstfond har finansieret 3,7 mio. kr. af de 4,5 mio. kr., som vandskulpturen har kostet.

Men da det i 2006 gik op for byrådet, at det ville koste mellem 5 og 10 mio. kr. at flytte springvandet, droppede man planen. Kun de radikale fastholdt ideen om en flytning.

Udsmykningen af det forblæste Store Torv har voldt problemer for Århus Kommune, siden sporvognene holdt op med at køre over pladsen i 1971 og arealet blev omdannet til gågade.

Det uønskede Heinsen-værk

I 1994 indledte kommunen forhandlinger med Statens Kunstfond om støtte til en udsmykning af Store Torv.

Samarbejdet forløb imidlertid ikke gnidningsfrit, fordi fonden var meget lidt villig til at samarbejde med Århus Kommune om udsmykningsprojektet.

Statens Kunstfond meddelte for eksempel uden debat, at kunstneren Hein Heinsen skulle have opgaven med at udsmykke byens centrale torv, selv om Århus Kommune foreslog Per Kirkeby, som den lokale sponsor, Rømerfonden, havde peget på.

»Hein Heinsen er den bedste til jobbet,« lød det fra fonden uden nærmere angivelser af hvorfor.

Borgerne i Århus fandt imidlertid ikke valget rigtigt.

Da Hein Heinsen i 1995 præsenterede sit udsmykningsforslag - kunstværket Ringen, Vogterne og Kilen - blussede en hed debat i byen op.

Projektet blev beskrevet som »koldt«, »en demonstration af gold teori«, »lukket«, »afvisende« og »elitært«, og det hele kulminerede med et kæmpemæssigt borgermøde på rådhuset i januar 1996 med deltagelse af op imod 850 mennesker.

Stemningen var ikke til at tage fejl af: Kunstværket var uønsket.

Senere på året besluttede et flertal i byrådet at sige nej tak til Heinsens værk, hvorefter man gik i gang med at undersøge, hvad der i stedet kunne laves på pladsen.

Den århusianske kunstner Per Kramer tilbød kunstværket Det Grædende Træ, men Statens Kunstfond fortsatte med at have en kraftig finger med i spillet.

I 2000 besluttede byrådet efter anvisninger fra fonden at afvikle en konkurrence med seks indbudte deltagere, og året efter godkendte lokalpolitikerne Elisabeth Toubros forslag, der var blevet indstillet af en dommerkomité med repræsentanter fra Det Billedkunstneriske Udsmykningsudvalg, Statens Kunstfond og Århus Kommune.

Forsinket og fordyret

Efter planen skulle kunstværket have stået klar i sommeren 2003, men der opstod forsinkelser i produktionen, og først i september 2003 kunne Vanddragen lade at lade sit vand springe for første gang

Problemerne var imidlertid langt fra slut.

Dragen virkede ikke efter hensigten. Den spyede for meget vand, så en del havnede på torvet, og Elisabeth Toubro fik en ekstrabevilling på 166.000 kr. fra Statens Kunstfond til et større forbedringsarbejde.

Men der blev ved med at løbe vand ved siden af, hvorfor der blev hugget bredere vandrender i granitten. Heller ikke dette løste problemerne, og i lange perioder har der ligefrem været slukket for vandtilførslen.

Og når vandet springer, er det slet ikke med den kraft, som var tiltænkt. Samtidig er der problemer med, at springvandet kalker til og ruster, ligesom riste stopper til med affald.

Oveni kommer, at mange mennesker mener, at Vanddragen udsmykningsmæssigt slet ikke passer til pladsen foran domkirken - et synspunkt som senest den nærmeste nabo, Jens Richard Pedersen, indehaveren af Hotel Royal, har givet udtryk for.

Han kalder Vanddragen for et »totalt mislykket kunstværk« og en »katastrofe for torvet og byen«, og forleden fik kunstværket på et byrådsmøde prædikatet »den hæslige ståldims« af det konservative byrådsmedlem Marc Perera Christensen.