![]() |
|
09-02-2010 kl. 08:41
|
Politiet og Århus Kommune intensiverer nu i samarbejde indsatsen mod radikaliserede unge.
Siden den 1. januar har det været muligt for borgere og professionelle - f.eks. lærere og pædagoger - at skrive eller ringe til en ”hotline” placeret hos Østjyllands Politi, hvis de er bekymrede for, at unge er på vej til at blive radikaliseret.
Samtidig har politiet afsat en medarbejder, der på halv tid kigger på henvendelserne, og efter sommerferien skal et såkaldt mentorkorps på omkring 15 mand være klar til at hjælpe unge bl.a. med holdningsbearbejdning.
»Det er ikke et sted, hvor man henvender sig, hvis man ser en mulig bombemand gå rundt på gaden. Det er langsigtet forebyggelse, der bl.a. handler om at holdningsbearbejde de unge,« forklarer politikommissær Allan Aarslev, leder af den kriminalpræventive sektion hos Østjyllands Politi.
Projektet kaldes Infohuset og er en fortsættelse af arbejdet med radikaliserede unge, som blev indledt i 2007.
Toke Agerschou, kommunens leder af SSP-samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politiet, mener, at det er en fordel, at ”hotlinen” går til politiet.
»Jeg kan ikke lave en politimæssig undersøgelse. På denne måde får vi en hurtig afklaring af, om det er noget, som politiet skal reagere på,« siger Toke Agerschou, der pointerer, at de sociale myndigheder står klar, uanset om der er tale om radikalisering eller ej.
I fredags skrev fhv. byrådsmedlem Ali Nuur til Århus Kommune og advarede om, at Danmark kan blive et terrormål for unge, radikaliserede somaliere.
Det får nu Århus Kommune til at henvende sig til de somaliske foreninger og fortælle dem om projektet mod radikaliserede unge.
JP Århus har talt med flere somaliske talsmænd, der afviser, at unge somaliere udgør en potentiel fare for samfundet.
![]() |
Print artikel | Send artikel | | Tilbage | |