Aarhus.dk
Online: 139
Her er du: Forside
Tourist in Aarhus Tourist in Aarhus Turist i Århus
Nyheder fra JP Århus

Biskop støtter klimaklokker

21-10-2009 kl. 09:30

Biskop Kjeld Holm har opfordret samtlige kirker i Århus Stift til at lade kirkeklokkerne ringe for klimaet.

Søndag den 13. december - dvs. under det store klimatopmøde i København - vil flere kirker landet over ringe 350 gange for »alarm, håb og handling«.

Også i Østjylland vil man høre klokkerne.

»Jeg har skrevet ud til alle menighedsråd, at det er en god idé,« siger Kjeld Holm, biskop over Århus Stift, der har 316 menighedsråd og 355 kirker.

»Det ville være godt, hvis man samtidig laver en kirkelig markering, f.eks. en familiegudstjeneste, så klokkeringningen ikke står alene,« fortsætter han.

»Den jord, vi færdes på, har vi fået skænket af Gud, og derfor skal vi til syvende og sidst også passe på den,« lyder den teologiske begrundelse for at lade klokkerne ringe.

Let til målløshed


Morgenavisen JyllandsPosten skrev i går om det landsdækkende initiativ, som bl.a. blev kritiseret af Venstres Britta Schall Holberg, der er formand for Folketingets Kirkeudvalg. Hun var målløs.

»Jeg tror, at de er blevet fuldstændig gale. Det er misbrug at spænde kirken for en klima-vogn. Jeg kan ikke gøre andet end at ryste på hovedet,« udtalte hun.

Biskop Kjeld Holm har imidlertid svært ved at se det politiserende:

»Jeg troede ikke, at klimaproblemerne var politiske. Er det noget, som socialdemokraterne har fundet på? Nej, det er noget pjat. Det handler om, at vi skal være ansvarlige for den jord, vi er sat på,« siger Kjeld Holm, som bemærker, at Britta Schall Holberg må have let ved at blive målløs.

»Det har intet med politik at gøre, og det er heller ikke tænkt på den måde. Så kan man også sige, at selve klimatopmødet er politisk og ligeledes den store gudstjeneste, der holdes,« siger han med henvisning til en gudstjeneste i Københavns Domkirke med deltagelse af bl.a. dronningen, statsministeren, den sydafrikanske ærkebiskop og frihedshelt Desmond Tutu samt ærkebiskoppen af Canterbury, der er gejstligt overhoved for såvel Church of England som den verdensomspændende anglikanske kirke.

Om fredagen før klimatopmødet holder Århus Domkirke i øvrigt sin egen klimagudstjeneste.

Udslidte oliefyr


Folkekirkens indsats består af mere end gudstjenester og ekstra-ringninger med klokkerne.

»Ellers ville det bare være tom snak,« understreger Kjeld Holm.

En arbejdsgruppe i stiftet har det seneste år haft fokus på klimaet; både de teologiske og de praktiske emner.

»Der er allerede godt gang i energi

undersøgelser af sognegårde, præstegårde og kirker. Udover at mindske CO2-udslippet, så sparer man en masse penge,« siger han.

»Mange af kirkerne varmes op af et udslidt oliefyr, som forurener ad Pommern til og koster det hvide ud af øjnene,« siger Kjeld Holm.

Voldsomt og overgearet


Det er dog ikke alle præster, der bifalder ideen om at lade kirkeklokkerne ringe for klimaet. Eksempelvis er sognepræst Flemming Baatz Kristensen fra Sct. Pauls Sogn imod.

»Den kristne menighed skal kende sin plads, og vi er først og fremmest et bønnens folk. Jeg synes, det er overdimensioneret at ringe med kirkeklokkerne,« siger han og opfordrer i stedet for at bede for klimaspørgsmålet på den dag.

»Klimaet er bestemt alvorligt, men når vi ringer, er det fordi, at vi ringer til gudstjeneste og kirkelig handling, eller aften- og morgenbøn,« siger præsten, som har tilknytning til Indre Mission.

»Vi ringer også med klokkerne, hvis der er stor nød og vånde i landet, altså krig og sådan noget. Man kan naturligvis have det synspunkt, at klimaspørgsmålet er i den kategori, men efter min personlige mening er det ikke. På mig virker det voldsomt og overgearet. Vi er ikke oppe på et niveau, hvor vi skal ringe med klokkerne,« lyder det fra Flemming Baatz Kristensen.

Også Sct. Pauls Kirke arbejder med at blive grøn og spare på energien, fortæller han.

  Print artikel Print artikel Send artikel Send artikel | Tilbage |