Det kongelige Århus

Regentparrets sommerophold i Århus i 2007 blev indledt i silende regn, men alligevel var mange århusianere mødt frem ved Honnørkajen for at tage imod dronning Margrethe og prins Henrik. Foto: Jan Dagø

Af JENS KAISER

Når kongen med følge i tidligere tider skulle besøge Århus, var der nærmest tale om en ekspedition, der krævede grundige forberedelser. Selve rejsen tog også lang tid, hvad enten den foregik i karet eller med krigsskib. I dag – Kattegatbro eller ej – ser det helt anderledes ud.

Det er ikke længere noget problem for dronning Margrethe II og prins Henrik at komme til Århus. De kan flyve, køre i Krone 1, sætte sig i den kongelige salonvogn og ankomme til Århus H, eller de kan sejle. Endda i eget skib.

Det er hurtigst at nå frem i fly, men smukkest med skib, og dronningen har
flere gange prist indsejlingen til Århus Havn som en af landets flotteste.

Når familien kommer frem til Marselisborg, venter der et slot med en stor og flot slotspark, grønne områder og en enestående udsigt over bugten.

For tidligere monarker var det anderledes. Da Christian VI i 1733 havde vovet sig til Århus med skib, kunne fregatten ikke anløbe selve havnen. Sejlrenden var ikke dyb nok. Faktisk var den ikke-eksisterende, og kongen måtte lade sig ro i land, og undervejs passerede han den ildelugtende kloak af et indløb til åhavnen.

Det fik store konsekvenser.

Muddermaskinen
Kongen donerede en muddermaskine til Århus, men der gik nogle år, før den ankom og endnu længere, inden monsteret fungerede. Den kom faktisk aldrig rigtigt til at fungere, og det hjalp heller ikke, at der skulle sendes årlige indberetninger til København om maskinens kamp mod mudderet i Århus Havn for at sikre den rette vanddybde.

Byen måtte også tage lån for at tæmme udyret, hvilket var uhørt. Det hele viste sig at være spildte kræfter, for siden gav de enevældige konger København en præferencestilling på søfarten, og i årtier var det meget få skibe, som årligt anløb Århus.

Der var meget langt til Århus i det dansk-norske dobbeltmonarkis dage. Ove Høegh Guldberg stod til en grum skæbne, men slap med at få en enkeltbillet til Århus, da han blev afsat ved kronprinsens kup i 1784.

Fra at være landets førende minister, var han forvist til Århus, men her udrettede han som amtmand fornuftige ting. I det mindste kunne han glæde sig over, at det ikke gik ham som dem, han selv var med til at afsætte 12 år tidligere. Her blev lægen, statsmanden og dronningens elsker J.F. Struensee sammen med sin nærmeste medarbejder, Enevold Brandt, henrettet. Struensee styrede landet for den sindsforvirrede Christian VII, som i øvrigt havde udmærket sig ved at skænke Aarhus Katedralskole 200 rigsdaler til et nyt bibliotek. Det blev klaret pr. korrespondance, for kongen kom ikke selv.

Det gjorde Frederik VI til gengæld. Han var flere gange i Århus, og han fik lokaliteter opkaldt efter sig. Den tidligere Brobjerggade blev til Frederiksgade, og efter et senere besøg blev det også til Frederiks Allé.

Hvis skikken var fortsat, skulle halvdelen af det nuværende Århus have heddet noget med Margrethe. I stedet er det blot blevet til en ydmyg plads foran den side af Scandinavian Congress Center, der vender ud mod DSB’s rangerterræn.

Dronning Margrethes Vej på Trøjborg er opkaldt efter Margrethe I, der skænkede Århus Risskov-området.

Under sine ophold i Århus benytter dronning Margrethe som regel lejligheden til at gå til gudstjeneste i Århus Domkirke. Foto: Anders Find

Festugetalerne
Dronningen vil sikkert gerne have sig frabedt, at alting skal navngives efter hende. Alligevel er det tydeligt, at landets statsoverhoved er fortrolig med Århus. Hvert år, når festugen indledes, åbner hun den med sin tale, som sagtens kan indeholde små hip til vaner og kutymer både her og der. Det er blevet en fast tradition, og man kan ikke beskylde festugens skiftende chefer for at tage særlige hensyn til dronningen ved åbningsprogrammet.

Hun må være det bedst opdaterede statsoverhoved i Europa, når det gælder alternativ underholdning fra alverdens undergrundsscener. Og i modsætning til de mennesker, som sidder ved siden af hende, er dronningen endnu aldrig afsløret med fingrene i ørene.

Det er ikke kun Århus Festuge, der nyder bevågenhed. Dronningen er protektor for kunstmuseet ARoS, hvor flere af hendes værker er udstillet. Det er hun også for Den Gamle By og Moesgård Museum, og hun kommer gerne, også når der ikke skal klippes snore.

Den øvrige del af familien har også påtaget sig protektoropgaver. Prinsgemalen er protektor for Fregatten Jylland, Kattegatcentret i Grenaa og Det Nationale Hestesportscenter på Vilhelmsborg. Kronprinsen varetager Det Jyske Musikkonservatorium, Plant et træ, Aarhus Studenter-Sangere, mens prins Joachim er protektor for Aarhus Borgerlige Skydeselskab.

Marselisborg
Det er sommeren og ferierne på Marselisborg, som har forstærket forbindelsen til de lokale kulturinstitutioner. Marselisborg er dronningens private ejendom og synes at være et helle. Hun fik slottet af sin far, da hun var blevet gift med prins Henrik, og siden slutningen af 1960’erne har familien brugt det.

I mange år stod det ellers tomt, fordi kong Frederik og dronning Ingrid tilbragte somrene i Gråsten og Trend. Man fornemmer i biografierne, at kong Frederik gerne havde set det anderledes. Marselisborg betød noget ganske særligt for ham, for her oplevede han nogle af sine lykkeligste stunder i en svær barndom og ungdom med en dominerende far.

Pligten sagde imidlertid Sønderjylland, og den fulgte kongen.

Man følger tid og skik. Akkurat som borgerne i Århus gjorde i forbindelse med kroningen af Frederik V i 1746. Det blev fejret over hele landet, og stiftsprovst Frederik Nannestad holdt en lykønskningstale på latin. Året efter blev talen udsendt i bogform – en bagatel på 210 sider, der opregner alle de gode ting, som kongemagten har gjort for domkirken i Århus. Reelt var kirken ved at falde sammen på grund af manglende vedligeholdelse.

Den gamle historiker Ejler Haugsted noterer i værket ”Aarhus Gennem Tiderne”, at det må have været vanskeligt for damerne og de ulærde at bevare andagten, mens ”Hilaria Aarhusiensia” blev læst op.

En af de konger, der faktisk gjorde meget for Århus, var Christian III. Han tillod i 1541 de Århus-borgere, som havde mistet deres ejendom ved en større brand i byen, at hente nye byggematerialer i karmeliterklostret, der lå i det nuværende Frederiksgade. Efter reformationen få år tidligere var klostret alligevel dømt til undergang.

For at begrænse antallet af brande i byerne, foreslog kongen også, at tage i fremtiden skulle beklædes med tegl.

Christian III forsøgte også at gøre noget ved det, han kaldte den onde lugt i købstæderne og krævede, at gaderne var brolagte og rene.

Gaderne havde karakter af åbne kloakker, og han beordrede, at de skulle fejes hver lørdag. Hver ejer skulle feje foran sit hus, og de forsømmelige blev straffet. Der kom ligeledes forbud mod at kaste affald i åen, hvad mange ellers gjorde.

Aarhus Universitet er et sted, som dronning Margrethe er vendt tilbage til adskillige gange, siden studietiden i begyndelsen af 1960’erne. Her er hun sammen med kronprins Frederik til Aarhus Universitets 80-års fødselsdag i 2008. Foto: Valdemar Jørgensen

Politisk neutral
Dronning Margrethe holder sig langt væk fra alt, der minder om partipolitik eller politiske udtalelser. Når hun udtrykker sig, sker det ofte i kunsten eller som scenograf, og det er åbent for tolkninger.

Men hun har en holdning til, om noget er vellykket eller ikke, og hun var meget positiv, da hun så de første tegninger til frilægningen af åen – strækningen fra Magasin til Clemens Bro – og måske bidrog hendes spontane begejstring til, at projektet fik så heldigt et forløb.

Dronning Margrethe kender Århus særdeles godt, for det var her, hun flyttede til, da hun i 1961 blev optaget på Aarhus Universitet for at følge forelæsninger i statskundskab.

»Det var som at være hjemmefra i sit eget land,« har hun fortalt, og statskundskab måtte vige til fordel for hendes store passion arkæologi. Som 19-årig skrev hun i bladet Skalk om sin interesse:

»Man oplever den glæde bogstaveligt at se fortiden vokse frem af jorden, mens man puster, skraber og puster igen.«

Hun boede på kollegium 9 ud til Nørrebrogade og havde en fornøjelig tid. Hun kunne sandelig også tage del i løjerne, og på Bymuseets hjemmeside er der en særlig artikel om dronningen og Århus.

Hos cykelhandleren
Kronprinsessen cyklede rundt i Århus med dens mange bakker. Det måtte uvægerligt føre til en punktering, og med et fladt dæk opsøgte hun en af byens cykelhandlere, der ikke var berømt for hverken service eller venlighed.

I forretningen fik hun at vide, at hun bare kunne køre cyklen ind i gården.

Da hun havde gjort det, spurgte cykelhandleren, hvilket navn han skulle skrive på følgesedlen.

»Margrethe.«
»Ja, hvad mere.«
»Bare Margrethe.«

Så faldt møtrikken, men tiden for særbehandling var forpasset.

Cykelhandleren var navngivet i folkemunde, men det kan være en vandrehistorie.

Siden er dronningen gentagne gange vendt tilbage til universitetet, hvor hendes ældste søn har taget sin kandidatgrad. Han holdt i modsætning til sin mor fast ved faget statskundskab.

Dronningen har også været patient på Århus Sygehus. Der har været problemer
med knæene, og i dag har dronningen kunstige led i begge knæ. Hun har desuden haft problemer med slidgigt i ryggen, som også er afhjulpet lokalt.

Det hjælper at komme til Århus.

Kilde: Særtillæg i JP Århus om dronningen og den kongelige families forhold til Århus, 1. juni 2010.