aarhusportalen.dk
Søg på Aarhusportalen |
Sitemap |
Nyhedsbrev |
Facebook |
Arrangementer
Nyhedsbrev
Weekendkalender, konkurrencer, ny- heder og meget mere direkte i din mailboks. Tilmeld dig her.

Århus på plakaten

Det sunde menneske

Forventningerne hos arrangørerne var store forud for udstillingen "Det sunde menneske" i Aarhus-Hallen fra 4.-21. maj 1939.

Men publikumsmæssigt blev udstillingen en fiasko, og det bekræftede, hvilken magt selv en uskyldig trykfejl på en plakat kan have.

Der var ventet ikke færre end 75.000 tilskuere fra det meste af Jylland. Der var arrangeret særtog fra større byer til Århus, og prognoserne var ikke frit opfundet, men baserede sig på, at ikke færre end en kvart million mennesker havde besøgt udstillingen i København.

42.000 besøgende

Der kom 42.000 i Århus, selv om der blev tilbudt billetter til stærkt reducere priser til de århusianske skoleelever.

Men folk havde ikke lyst til at besøge udstillingen, og det havde sin grund. Der stod på plakaten, at udstillingen var arrangeret af Deutsches Hygiejne Museum - og det er der ikke noget, der hedder. Der skulle have stået Deutsches Hygiene Museum, men ved at oversætte ordet "hygiene" med hygiejne og blande dansk og tysk sammen, blev der skabt associationer, der slet ikke var belæg for.

Pludselig smagte udstillingen af raceteori, og så skulle århusianerne ikke nyde noget.

Udstillingen var ellers værd at besøge. Den var bygget meget pædagogisk op, og hele Aarhus-Hallen var taget i brug. Langs væggene og i foyergangen var der tekniske stande, som supplerede med oplysninger om sundhed.

Oplysende tavler

Hver eneste gren af den menneskelige organisme blev beskrevet med tavler, modeller og præparater. Man kunne høre om alt, og højdepunktet var selve scenen, der var indrettet som et mørkt rum. Her stod et glaslegeme, der indtil da var set af syv millioner mennesker over hele verden.

Når stemmen i lokalet nævnet et organ, lyste det i glaslegemet, så tilskuerne kunne se dets nøjagtige placering. Hele kroppen blev gennemgået - organ for organ.

Der blev også vist film, holdt foredrag og givet opvisning i gymnastik.

Og midt i Aarhus-Hallen var der indrettet en legeplads, hvor børn kunne more sig, mens forældrene studerede anatomien.

Men desværre blev publikum væk. Entreen var en krone for voksne og 50 øre for børn. På grund af det manglende besøgstal blev skoleelever tilbudt billet til en favørpris af 10 øre pr. elev.

Fejlen på plakaten fik fatale konsekvenser

Af Jens Kaiser

Kilde: JP Århus, 7. december. 2004