Finn Nørbygaard startede sin karriere som komiker i Århus, hvor han i starten af 1980’erne optrådte rundt omkring på caféer. Det var dog først, da han mødte Jacob Haugaard i 1984, at karrieren virkelig tog fart. De startede sammen på Østjyllands Radio og blev senere et fast indslag i TV-programmet Lørdagskanalen. I slutningen af 1980’erne indspillede de en række populære reklamefilm for produktet Squash.
Finn og Jacob skiltes ved nytårstid 1988/89. Herefter var Finn på TV hos Hans-Otto Bisgård, hvor han fik sit sologennembrud. Derefter turnerede han rundt i hele Danmark og lavede soloshows. I 1999 lavede Finn programmerne Finn’sk Fjernsyn, som blev en stor succes med omkring en million seere pr. udsendelse.