aarhusportalen.dk
Søg på Aarhusportalen |
Sitemap |
Nyhedsbrev |
Facebook |
Milliardærer i Østjylland

Tema: Milliardærer i Østjylland

Formueudviklingen er negativ

De fleste formuer blandt landets rigeste har udviklet sig i en negativ retning siden oktober 2008.

Af Eva Kristina Hindby Koszyczarek

Da Berlingske Nyhedsmagasin udarbejdede listen over de 50 rigeste danskere og milliardærboblere, var der endnu ikke noget, der hed finanskrise i Danmark. Samtidig med at listen blev offentliggjort i oktober 2008, indfandt krisen sig. Det betyder, at mange af de omtalte formuer allerede den dag i dag er væsentligt mindre. Det gælder især dem, der har deres formuer placeret i aktier.

”I slutningen af oktober 2008 så vi de værste aktiekursfald i mange år, og det betyder, at formueudviklingen blandt de rigeste generelt set har været negativ,” siger statsautoriseret revisor Eskild Black Petersen, der er partner i revisions- og rådgivningsvirksomheden KPMG.

Eskild Black Petersen er dog opmærksom på, at ikke alle har deres formue i aktier. Men finanskrisen påvirker alligevel de fleste, fordi forbruget mindskes.

”Folk er mere tilbageholdende i en tid som den, vi befinder os i lige nu. Det handler meget om psykologi. Folk er bange for at miste deres job, og derfor udsætter de deres langvarige forbrug. Vi har selvfølgelig stadig brug for mælk og rugbrød, men vi venter med at købe ny bil. Finanskrisen har en dæmpende effekt,” vurderer Eskild Black Petersen.

Når folk bruger færre penge, påvirkes formueudviklingen blandt de rigeste negativt. Nogle brancher rammes mere end andre i en tid med finanskrise.

”Vi ser især, at ejendomsbranchen er hårdt ramt i forhold til prisudviklingen,” fortæller Eskild Black Petersen.

Ejendomsbranchen er især ramt, fordi bankerne ikke er nær så villige til at udlåne penge, som de var tidligere. Det betyder, at folk ikke har penge til at foretage køb. Samtidig falder priserne på boligmarkedet. De rigeste i ejendomsbranchen oplever derfor alt andet lige en negativ formueudvikling.

Med aktiekursfald, tilbageholdende forbrugere og banker der holder mere på kapitalen, er spørgsmålet så, om der er nogle, der kan klare krisen bedre end andre. Her skelner Eskild Black Petersen mellem såkaldte ”old money” og ”new money”. Old money bruges ofte om familier, der har opbygget og haft deres formue igennem flere generationer, mens new money ofte betegnes som dem, der er blevet rige under den seneste højkonjunktur.

”Det er klart, at old money har mere at stå imod med, og derfor kan det ende med, at de kommer bedst ud af krisen,” vurderer Eskild Black Petersen.

Selvom nogle ender med at komme bedre ud af krisen end andre, må man dog konstatere, at formueudviklingen blandt de rigeste - alt andet lige – i øjeblikket er negativ.


OMXC20-indekset indeholder de 20 mest omsatte aktier på Københavns Fondsbørs. Her kan man se, hvornår aktiehandlen blev påvirket af finanskrisen.
Kilde: penge.dk