aarhusportalen.dk
Søg på Aarhusportalen |
Sitemap |
Nyhedsbrev |
Facebook |
Arrangementer
Nyhedsbrev
Weekendkalender, konkurrencer, ny- heder og meget mere direkte i din mailboks. Tilmeld dig her.

Århus på plakaten

H.C. Hansen som superstar

H.C. Hansen (S) kæmpede sig op fra trange kår i Falstersgade i Århus til at blive statsminister. Det var der mange i Århus, der var stolte af og han kunne da også fungere som trækplaster ved en stor fest.

Den tidligere socialdemokratiske statsminister H.C. Hansen har i de senere år fået noget nær ikonstatus, hvis man ellers ser bort fra Bo Lidegaards store biografi om Jens Otto Krag.

H.C. Hansen regnes for en "rigtig" socialdemokrat, og hans liv er beskrevet i detaljer i Claus Bjørns store biografi, der blev udsendt tidligere på året.

Barndommen i den lille lejlighed i Falstergade i Århus var hård, men via arbejde indenfor Socialdemokratiet lykkedes det H.C. Hansen at kæmpe sig op i det danske samfund og ende som statsminister.

Det kvantespring var der mange i Århus i de år, der var stolte over var lykkedes.

H.C. Hansen glemte heller ikke sin fødeby. Her følte han sig hjemme, og det var naturligvis ham, der skulle holde festtale, da Socialdemokratiet i Århus i 1957 fejrede lokalafdelingens 75 års jubilæum.

Fest i Aarhus-Hallen

Det skete med en stor fest i Aarhus-Hallen. Billetten kostede tre kroner, men så var der også underholdning, musik og bal. Hovedattraktionen var dog H.C. Hansens store jubilæumstale. Han står også øverst på plakaten, og han kunne bringe partiets hyldest til sin barndomsby.

Men de fik også en politisk orientering om den aktuelle situation. Festen blev nemlig holdt få dage efter, at Folketinget havde indledt en ny samling - den første efter valget i 1957, der resulterede i trekantregeringen dannet af Socialdemokratiet, de radikale og Retsforbundet. H.C. Hansen døde 19. januar 1960, kun 53 år af en kræftsygdom.

Socialdemokratiet i Århus blev straks fra start en politisk faktor. I de første år arbejdede partiet sammen med Venstre for at få vippet Højres medlem af Rigsdagen. Det skete i 1884, og allerede i 1895 blev Harald Jensen valgt til Folketinget.

S på magten

Også i byrådet sad Socialdemokratiet på magten, og man kunne glæde sig over, at der altid havde siddet en socialdemokrat i borgmesterstolen - lige siden den første folkevalgte kom til i 1919. Det ændrede sig først, da Louise Gade (V) skabte et systemskifte i 2001.

Af Jens Kaiser

Kilde: JP Århus, 23. december 2004