Vinder af 1. etape, 1. udbudsrunde blev som bekendt Lighthouse. Selve byggeriet skal være Danmarks højeste hus og på samme tid et byggeri af høj arkitektonisk standard. Huset bliver placeret på den yderste ø på Pier 4 og bliver dermed et vartegn for Århus by.
Både boliger og erhverv
Det kommer til at bestå af ca. 37.500 m2 boligareal, hvoraf ca. 8000 er dedikeret til almene boliger og ungdomsboliger, mens resten er ejerboliger. Derudover er ca. 29.000 m2 afsat til erhverv, hvilket giver plads til forskellige virksomhedstyper, så som kontor, hotel, kulturhus og forretninger.
Det grundlæggende i arkitekturen har været at give alle boliger adgang til solen fra syd og udsigten over vandet mod nord. Lighthouse kommer til at ligge meget centralt, da der kun bliver 1,2 km. til Århus centrum, 2,5 km. til motorvejsnettet og busdrift (og måske senere letbane) inden for gåafstand. Fælles for alle lejligheder, erhverv mv. er, at det hele kommer i kontakt med vandet pga. byggeriets beliggenhed.
Skal opføres i 2. etaper
Lighthouse byggeriet har fået masser af medieomtale, da der har været usikkerhed om finansieringen. Byggeriet er endnu ikke gået i gang, men et enigt byråd har den 17. december 2008 vedtaget, at Lighthouse projektet skal opføres i to etaper.
Finanskrisen har nemlig betydet, at konsortiet Lighthouse har problemer med finansieringen. Forhandlinger mellem Århus Kommune og Landic Property, der finansierer størstedelen af projektet betyder, at byggeriets lave del nu er betalt, og byggeriet er klar til at begynde. På den lave del skal et kommende Comwell-hotel og boligforeningernes lejligheder bygges.
Hotellet bliver på 19.000 kvm., og der bliver 5.000 kvm almene boliger og ungdomsboliger på i alt 3.000 kvm. Boligforeningerne har betalt deres andel på 51 mio. kr., og Landic Property også har betalt sin andel på 119 mio. kr. til Århus Kommune. Comwell-hotellet skal stå færdigt i 2012.
Anden etape af projektet, som består af det 142 meter høje tårn, er udskudt til 1. december 2010, hvor resten af de 417 mio. kr. skal betales. Lighthouse projektet er tegnet af den danske tegnestue 3XN i samarbejde med UN Studio fra Holland. Grontmij Carl Bro er rådgivende ingeniør på projektet.