aarhusportalen.dk
Søg på Aarhusportalen |
Sitemap |
Nyhedsbrev |
Facebook |
Arrangementer
Nyhedsbrev
Weekendkalender, konkurrencer, ny- heder og meget mere direkte i din mailboks. Tilmeld dig her.
Scenekunsten i Aarhus
Valdemar Villadsen
Adam, Valdemar Villadsen (tv.), kan undervejs i stykket ikke længere forlige sig med tanken om at forblive lænket. Her ses han med præsten spillet af Jesper Mikkelsen. Foto: Tobias Nicolai

Aarhus Sommeropera opfører stykke om dreng i lænker

22-08-2016 kl. 09:58

Helsingør Theater i Den Gamle By lægger scene til det nykomponerede stykke ”Lænker”. En historie om Adam, der lever sit liv lænket til et træ.

Opera | Aarhus Festuge

Lænker

Helsingør Theater, 27. august - 3. september 2016

”Lænker” er en nyproduktion til Aarhus Sommeropera.

Det er sjette gang, at operaen uropfører et stykke baseret på en bog.

Siden 2000 har 60 pct. af Aarhus Sommeroperas repertoire været nykomponeret dansk musikdramatik komponeret specielt dertil.

Billetter til stykket kan købes på billetlugen.dk.

Læs også En sommerlig opera om kærlighed, frihed og ansvar

»Det er sjældent, at en rekvisit er titelrolleindehaver.«

Kommentaren kommer fra Valdemar Villadsen, der selv spiller hovedrollen Adam i operaen ”Lænker” – Aarhus Sommeroperas nye opsætning.

Stykket handler om den unge dreng, som er blevet lænket til et træ i sin bedstemoders baggård. Hun har ikke gjort det af ond vilje, men for at opfylde en profeti, der skal give velstand til landet.

I lang tid affinder Adam sig med sin skæbne, men som tiden går, bliver han dog mere og mere fortvivlet over sin tilværelse fastholdt af det klirrende metal. Især tilkomsten af en ung pige giver ham voldsomme kvaler med udsigten til at leve hele sit liv i bedstemoderens baggård.

»Vi kommer ind i historien på et sted, hvor Adam så småt er gået i puberteten og begynder at rive i lænken og stille spørgsmålstegn ved sin tilværelse. Og så kommer der en katalysator i rød kjole og skubber til den proces, så han begynder så småt at rive navlestrengen over og blive voksen,« forklarer Valdemar Villadsen.

Stykket udfolder sig i Helsingør Theater i Den Gamle By. Den gamle scene er blevet beklædt i sort og hvidt, og sidevæggene er dekoreret med et rodnet for at symbolisere både Adams fysiske binding til træet i gården og hans binding til relationen med bedstemoderen.

Ifølge stykkets instruktør, Jens Krogsgaard, er der flere dybereliggende temaer i stykket.

»Vi fortæller en historie, som handler om, hvorvidt kærlighed er en kraft, der binder eller giver fri, og en diskussion om, hvad det vil sige at have frihed; i hvor høj grad det bare handler om fravær af bindinger og pligter, eller om det også fordrer, at man tager ansvar for sit liv,« siger han og fortsætter.

»Der er også det element, hvor man lægger op til en diskussion eller tanker om, hvordan vi som mennesker finder argumenter i vores hoved for at legalisere handlinger, som ellers er indlysende urimelige. Det er det princip, der kommer i spil i vore eget liv, når vi vælger at køre for 5 km/t. for hurtigt eller i den helt anden ende vælger at gå i krig.«

Fra bog til opera

”Lænker” er blevet til på baggrund af bogen ”Papaya-passionen” af den den danske forfatter Sanne Bjerg. Stykket er dog endt med kun at være løst baseret på bogen for at kunne have størst mulig frihed til at forme stykket.

Teksten til stykket er blevet til i et parløb mellem Jens Krogsgaard og Svend Hvidtfeldt Nielsen, som har fravalgt at læse bogen bag stykket for udelukkende at forholde sig til Jens Krogsgaards første udkast til stykket.

Fem karakterer

På scenen møder man blot fem karakterer: Adam, hans bedstemor, Noah – altmuligmand for bedstemoderen og Adams fortrolige – en præst og så pigen Eva, der får kæden til at strammes om Adam. Karaktererne er hver især blevet tilegnet sit toneunivers, som så blandes sammen i de scener, hvor flere er på gulvet sammen.

Komponisten Svend Hvidtfeld Nielsen er med vilje gået efter det minimalistiske indtryk, hvor hver sanger har sin egen verden at færdes i. Der er dog stadig efterladt rum til det mere højtløftige.

»Opera skal bevæge sit publikum. Så lidt svulst skal der være plads til,« bemærker han.

Den gamle orkestergrav i Helsingør Theater vil blive fyldt op af Randers Kammerorkester, som leverer musikken under ledelse af orkesterets dirigent Davis Ridell, som også er kunstnerisk leder for Aarhus Sommeropera.

”Lænker” har premiere den 27. august i Helsingør Theater og bliver opført frem til den 3. september.

  Print artikel Print artikel Send artikel Send artikel | Tilbage |
Annonce
Annonce
Dagens highlights
fredag 24. mar. 2017

Attraktioner i Aarhus
Attraktioner i Aarhus
Attraktioner og seværdigheder står i kø i Aarhus. Attraktioner - se her.
Årets highlights
Highlights i Aarhus
Der sker noget for enhver i Aarhus hele året. Se Highlights.
Seneste nyt
24-08-2016 kl. 15:37
24-08-2016 kl. 12:17
Annonce