aarhusportalen.dk
Søg på Aarhusportalen |
Sitemap |
Nyhedsbrev |
Facebook |
Arrangementer
Nyhedsbrev
Weekendkalender, konkurrencer, ny- heder og meget mere direkte i din mailboks. Tilmeld dig her.
Udstillinger og messer i Aarhus
Konservator undersøger gladiatorhjelm
Gladiatorhjelmen med en grif på toppen, som den italienske konservator Umberto Minichiello her undersøger, blev i sin tid bygget til en thraker, Thraex, der var den mest prestigefyldte gladiator rolle. Denne gladiator var ofte tilskuernes favorit. Foto: Tobias Nicolai

En tidsrejse fra Pompeji til Aarhus

18-04-2016 kl. 09:26

Udstilling: Det var både folkeunderholdning og politisk agitation for og imod kejseren, der fandt sted under Romerrigets gladiatorkampe. Nu belyser Moesgaard Museum den blodige og ærefulde historie om kampene.

Udstilling

Gladiator – Colosseums helte

Moesgaard Museum, 22. april - 11. september 2016

Det er en international udstilling om Romerrigets gladiatorer, som Moesgaard Museum nu åbner.

I udstillingen vil publikum bl.a. kunne træde ind på Colosseum, hvor scenografi, modeller af forskellige gladiator-karakterer, kæmpende krigere på film og lyden af tilskuerne giver stemningen af en tætpakket arena.

Udstillingens over 200 genstande er lånt hjem fra Italien, bl.a. Colosseum i Rom samt museer i Napoli, Bologna og Pompeji. Mange af dem har aldrig før været vist uden for Italien.

Den åbner fredag den 22. april og varer til den 11. september. I hele perioden holder museet ekstraordinært åbent til kl. 21 onsdag og torsdag.

Læs også
Museum vil vise gladiatorkampe

Det var nærmest med tilbageholdt åndedræt, at den italienske konservator Umberto Minichiello løftede den 2.000 år gamle og 4,2 kg tunge gladiatorhjelm af bronze op på et blødt leje af skumgummi.

Havde den taget skade af den tre dage lange transport fra museet i Napoli, Museo Archeologico Nazionale di Napoli, til Moesgaard Museum i Aarhus, hvor man fredag den 22. april åbner for sin mest ambitiøse særudstilling nogensinde, ”Gladiator – Colosseums helte”?

Umberto Minichiello lyste den igennem med en lommelygte med blåt skær for at lede efter spor af korrosion og kunne hurtigt drage konklusionen: Den var i fin form.

Det var, hvad alle havde regnet med, men man kunne alligevel fornemme et lettelsens suk blandt de museumsfolk, der overværede udpakningen af de uvurderlige effekter.

Den første hjelm havde følgeskab af endnu tre. De er alle fundet i Pompeji, som blev begravet ved vulkanen Vesuvs udbrud i 79 e.Kr. De er i usædvanlig fin stand, dels fordi de har ligget godt beskyttet under asken, dels fordi de aldrig har været brugt i kamp.

»De er så vigtig en del af udstillingen,« siger Pauline Asingh, der er afdelingsleder på Moesgaard Museum og ligner en, der har drømt om og åndet i denne udstilling, siden den begyndte at tage form sidste år.

Form må den siges at have taget. Hele udstillingslokalet er bygget om som en miniatureudgave af Colosseum.

Her kan man komme op at stå i logen, som Cæsar gjorde det i sin tid, her kan man se en film, som museet har fået lavet med moderne gladiatorer, der kæmper så blodet sprøjter, og her kan man møde en løve, der har rejst sig på bagbenene i imponerende højde over en chanceløs mand. For ikke at tale om det sværd, hærførerens sværd, som blev fundet under udgravninger i Illerup Ådal syd for Aarhus, og som der blev lavet en tro kopi af, da skuespilleren Russell Crowe skulle bruge et sværd til sin rolle i filmen ”Gladiator” fra 2000.

Ikke kun liv og død

Netop denne film er en medvirkende årsag til, at interessen for gladiatorerne og fortidens kampe i de italienske amfiteatre er blevet så stor, siger Jesper Carlsen, institutleder på Institut for Historie på Syddansk Universitet.

»Før i tiden lå Colosseum øde hen, men i dag står man i kø i timevis for at komme ind. Det falder sammen med, at interessen for kampsport i det hele taget er øget.«

Gladiatorkampene var sjældent en kamp på liv og død, men mere om ære og penge. Samtidig var det også en politisk kamp, fortæller han:

»Det var her, folket kunne give sin mening til kende over for kejseren, efter at de ikke længere kunne gøre det på folkemøder og ved folkeforsamlinger. Så det var også politisk teater. Der kunne komme 50.000 mennesker på Colosseum, og her kunne de tilkendegive deres mening om kejseren ved f.eks. at gå imod hans foretrukne gladiator og stemme på deres egen foretrukne kandidat.«

Afdelingsleder Pauline Asingh har arbejdet i flere måneder med at få etableret gladiator-udstillingen på Moesgaard, hvor man kan se gladiatorer i naturtro gengivelser i deres naturlige størrelse: Omkring 167 cm høje. Som regel blev de blot 30 år gamle. Foto: Tobias Nicolai

 

Mens dødsdømte fanger ikke havde en chance, kunne gladiatorerne trække sig tilbage fra arenaen med livet i behold, omend de var slået til plukfisk. De var rene investeringsobjekter og dermed for kostbare til bare at dø, trænet som de blev i et par år, inden de var klar til kamp.

»De var ejet af en promotor – en alfons – som gav dem en fin behandling, så de kunne holde til de hårde kampe,« siger Jesper Carlsen.

»Man har fundet en lang række gravindskrifter over gladiatorer, bl.a. en, hvor der stod, at han havde kæmpet 34 kampe, vundet de 21, endte med uafgjort ni gange og blev benådet fire gange. Det er præcis, som man taler om boksere i dag: Hvor mange kampe har de vundet. Men hvor man i dag taler om vægtklasser, talte man dengang om bestemte typer – netkasteren eller forfølgeren f.eks. Man sørgede altid for, at det var to forskellige typer, der mødte hinanden.«

Hele udstillingen er på bygget op i tre lag, fortæller Ole Birch Nielsen, leder af museets tegnestue. »Udstillingen er iscenesat med alle teatrets virkemidler. Alt er i spil. Det bliver så godt,« lover han. Foto: Tobias Nicolai

 

Udstilling i flere niveauer

Det kan man se på de hjelme, som nu står forvaret i klimatempererede montrer på museet. Nogle havde kun små huller til øjnene, andre havde gitre eller var helt åbne.

Hvordan gladiatorkampene fandt sted, kan man se på de friser, man har fundet. Også sådan en er kommet fra Italien til Aarhus. Den viser i tre niveauer, hvordan dagen i arenaen fandt sted.

Hele udstillingen er på samme måde bygget op i tre lag, fortæller Ole Birch Nielsen, leder af museets tegnestue.

»Udstillingen er iscenesat med alle teatrets virkemidler. Alt er i spil. Det bliver så godt,« lover han.

 

  Print artikel Print artikel Send artikel Send artikel | Tilbage |
Annonce
Annonce
Dagens highlights
fredag 24. mar. 2017

Attraktioner i Aarhus
Attraktioner i Aarhus
Attraktioner og seværdigheder står i kø i Aarhus. Attraktioner - se her.
Årets highlights
Highlights i Aarhus
Der sker noget for enhver i Aarhus hele året. Se Highlights.
Seneste nyt
24-08-2016 kl. 15:37
24-08-2016 kl. 12:17
Annonce