aarhusportalen.dk
Søg på Aarhusportalen |
Sitemap |
Nyhedsbrev |
Facebook |
Arrangementer
Nyhedsbrev
Weekendkalender, konkurrencer, ny- heder og meget mere direkte i din mailboks. Tilmeld dig her.
Nyhedsvisning
Illustration af boligkompleks
Det er endnu uvist, hvad huslejen for en lejlighed i Havneholmen i Aarhus Ø bliver. Illustration: PeriSam/Topdanmark Ejendom

Boligkompleks på vej i ny havnebydel

09-05-2014 kl. 08:51

Efter grønt lys fra kommunen går bygherrerne Topdanmark og PenSam snart i gang med deres byggeprojekt på havnen.

Nyt boligkompleks


Topdanmark Ejendom og PenSam tager snart første spadestik til byggeprojektet med de 400 lejligheder på de bynære havnearealer.

De første 120 lejligheder forventes klar til indflytning i oktober 2015.

I slutningen af 2016 er alle 400 lejligheder opført.

Tegningerne er på plads, lokalplanen godkendt, og entreprenøren er fundet.

Om kort tid går arbejdet med at opføre 400 lejligheder i den nye havnebydel, Havneholmen, i gang.

Sådan lyder det fra bygherrerne på projektet, Topdanmark Ejendom og PenSam.

Prisleje endnu uvist

400 lejeboliger skal det blive til. De første 120 lejligheder forventes at stå klar til indflytning i oktober 2015.

»Det er ikke endeligt afgjort endnu, hvilken pris lejlighederne bliver lejet ud til. Men det bliver, hvad det er muligt at leje dem ud til. Vi vil se på, hvad lejeniveauet i Aarhus er nede ved havneområdet. Det er det samme niveau, som vi vil lægge os på,« siger Birger Grubbe, adm. direktør for Topdanmark Ejendom og tilføjer:

»Vi går i gang med at leje det ud, før lejlighederne står helt færdige, så et par måneder inden oktober 2015 vil vi have afgjort de endelige lejepriser.«

Alt er seniorvenligt

Byggeriet løber op i mere end 600 mio. kr., og entreprenøren på projektet er NCC Construction.

»Det er på alle måder et moderne byggeri, der lever op til mange af tidens krav om bæredygtighed, hvor der er taget hensyn til alt fra energiforbruget i byggeperioden til at skabe rum for beboernes trivsel, ung som gammel,« siger Palle Bjerre Rasmussen, direktør for NCC Construction.

Aarhus Kommune udbød i 2012 den attraktive adresse på havnen i et offentligt udbud. Siden skulle lokal- og byggeplaner godkendes.

Naboer til Isbjerget

Boligkomplekset på Havneholmen, der bliver naboer til Isbjerget, er tegnet af arkitektfirmaet C.F. Møller.

I tidligere planer fremgik det, at der var planlagt 244 almindelige to- til femværelses lejligheder og 140 boliger målrettet seniorer.

Men ifølge Birger Grubbe bliver hele byggeriet seniorvenligt.

»Vi skelner egentlig ikke så meget mellem begreberne seniorvenligt og ikke-seniorvenligt, for alt det, vi bygger dernede, er venligt over for alle, der vil bo der. Vi vil altid bygge lejligheder, der retter sig mod et så stort publikum som muligt, og seniorer er en væsentligt del af vores målgruppe,« siger han.

Lige ved siden af byggeriet påtænker Aarhus Kommune at opføre et byggeri med bl.a. almene ældreboliger og en daginstitution.

  Print artikel Print artikel Send artikel Send artikel | Tilbage |

Annonce

Annonce
Mest læste nyheder
Annonce