aarhusportalen.dk
Søg på Aarhusportalen |
Sitemap |
Nyhedsbrev |
Facebook |
Arrangementer
Nyhedsbrev
Weekendkalender, konkurrencer, ny- heder og meget mere direkte i din mailboks. Tilmeld dig her.
Nyhedsvisning

Aarhus-forstad får 25.000 nye indbyggere

01-05-2016 kl. 08:37

Ny by: Aarhus Kommune sender nu grunde til 23.000 etagemeter boliger ud i det første udbud til private investorer i Lisbjerg Bakke, der skal huse ca. 25.000 nye indbyggere.

Ny by i kommunen

Aarhus’ nye by og Danmarks største byudviklingsområde i fht. bosætning. Med et samlet boligareal på op mod 1 mio. kvm. kommer byen til at huse op mod 25.000 indbyggere.

Ligger syv km fra Aarhus Midtby.

Der vil blive investeret 400-800 mio. kr. i boliger i området.

Tre delområder på i alt ca. 30.000 kvm til at opføre ca. 23.000 etagemeter boliger bliver nu sendt i udbud.

Vest for Randersvej skal laves ca. 250.000 kvm erhverv.

Den nye by skal udvikles efter disse principper: bæredygtighed, tilgængelighed, bykvalitet og mangfoldighed, natur- og landskabskvalitet, arkitektonisk kvalitet, historisk forankring samt borgerinddragelse.

Kilde: Aarhus Kommune

Med et udbud af arealer til godt 200 boliger målrettet yngre familier tager Aarhus Kommune nu hul på den private del af Danmarks største byudviklingsområde: den nye by i Lisbjerg – Lisbjerg Bakke.

Tre delområder med plads til at opføre i alt 23.000 etagemeter bliver inden for de næste 14 dage sendt på markedet i kommunens første udbud af arealer i Lisbjerg til private investorer.

Der ønskes opført særlige byhuse, som kan være kædehuse, vinkelhuse eller punkthuse – på op til tre etager. De skal give yngre familier mulighed for at etablere sig i Aarhus i stedet for at flytte til nabokommunerne, hvor det er billigere at få et hus med have.

»Det her er Aarhus Kommunes bud på en moderne enfamiliebolig. Det sætter en vigtig dagsorden, ift. folk der flytter til nabokommunerne. Det handler om at aflæse en livsstilstendens, og der er efterspørgsel efter denne type bolig,« siger Bente Lykke Sørensen, chef for Bolig og Projektudvikling i Aarhus Kommune og uddyber:

»Unge familier gider ikke gå og passe have. De vil gerne have mulighed for et lille privat haveareal, men også adgang til grønne områder og den kollektive trafik. I Lisbjerg har du midtbyen og storbyen i forhaven og naturen lige i baghaven.«

En efterspørgselsanalyse, som kommunen præsenterede i fjor, viste, at en række borgere i familiealderen søger udenbys for at etablere sig. Bl.a. fordi de her får mere og bedre bolig for pengene sammenlignet med Aarhus, hvor mange af fraflytterne egentlig hellere vil blive boende.

Boligforeninger er i gang

De udbudte arealer har en central placering i Lisbjerg Bakke, og når byen står fuldt udbygget om 25-35 år, vil den rumme op mod 25.000 nye indbyggere. Det nye boligområde, som forventes at stå klar om knap tre år, ligger tæt på Lisbjergskolen, letbanestationen, supercykelstien og det fremtidige forretningsstrøg.

Der er allerede gang i opførelsen af boliger i Lisbjerg Bakke, idet Boligforeningen Ringgården gik i jorden i slutningen af 2015 for at opføre 50 almene rækkehuse i to etager. Også boligforeningen AL2bolig er ved at gøre klar til sit projekt med ca. 40 bæredygtige boliger, som skal ligge i nærheden af Lisbjergskolen. Boligforeningernes boliger bliver ligeledes placeret centralt og ikke mindst tæt på letbanens station, der åbner i 2017. Netop letbanens snarlige åbning har spillet ind på, at der i øjeblikket er en stor interesse for at opføre boliger i Lisbjerg Bakke, da letbanen vil have en betydning for efterspørgslen efter boligerne, lyder meldingen fra Aarhus Kommune.

»Store og mellemstore private byggefirmaer og også investeringsforeninger ringer til os. Der er en markant efterspørgsel i forhold til andre områder på kanten af by og midtby,« siger Bente Lykke Sørensen og tilføjer, at der også er interesse for at etablere butikker – især dagligvarebutikker – i Lisbjerg.

Mægler: Interessant område

Og Lisbjerg er et interessant område at slå sig ned, mener ejendomsmægler og valuar Annette Rønne, der ejer 15 Home-boligforretninger i Aarhus og Østjylland. For få år siden tvivlede hun på, at ambitionerne om at udvikle den nye by ville lykkes, men det tror hun på i dag.

»Når jeg nu ser det som et rigtigt godt udviklingsområde, er det fordi, det ikke ligger ret langt fra byen, motorvejen og letbanen. Det er rigtigt vigtigt for unge børnefamilier, at de skal kunne pendle lidt længere,« konstaterer Annette Rønne.

Selv om denne infrastruktur i mange år har været fastlagt på tegningerne for den nye by i Lisbjerg, betyder det meget, at sporene til letbanen er blevet synlige.

»Det har vi ikke kunnet se før. Ting er ikke konkrete, før de er visuelle,« understreger ejendomsmægleren.

Hun fremhæver også, at Lisbjergskolen er populær, samt at unge efterspørger nye boliger.

»Det er de unge rigtigt vilde med, da der ikke er for meget have- og malerarbejde. Derfor taler tiden og trenden også for et nyt område som Lisbjerg,« siger Annette Rønne, der vurderer, at boligerne vil koste i størrelsesordenen 25.000 kr. pr. kvm.

Udbud skal give erfaringer

Ud over de godt 200 boliger, der forventes at blive omkring 100 kvm i gennemsnit, omfatter udbuddet også Lisbjerg Bakkes bygade.

Selv om udbuddet blot omhandler en lille del af de mange nye boliger, som vil skyde op i den nye by i løbet af de næste år, er den vigtig for kommunen.

»Vi kalder den etape 0, fordi vi nu skal ud at høste erfaringer til den videre udvikling og have bekræftet, at vi har læst markedet rigtigt,« understreger Bente Lykke Sørensen.

Teknisk rådmand Kristian Würtz (S) vurderer, at timingen for udbuddet er rigtig.

»Jeg har store forventninger til, at det er nu, vi kan få gang i det private boligbyggeri i Lisbjerg. Når nye private boliger kan stå klar, så vil letbanen være åbnet, og der vil være åbnet en supercykelsti, så man kan suse hen over Egådalen til Skejby på ingen tid,« siger rådmanden og tilføjer:

»Hvis man er til forstad, er der meget at komme efter, og det tror jeg, rigtig mange aarhusianere vil komme til at opdage i de kommende år.«

Minimumsprisen for den mindste af de tre storparceller på ca. 4.700 kvm er 10,8 mio. kr. ekskl. moms, mens den største grund på ca. 11.000 kvm koster mindst 25,3 mio. kr. ekskl. moms. Buddene skal afgives inden udgangen af juni.

  Print artikel Print artikel Send artikel Send artikel | Tilbage |

Annonce

Annonce
Mest læste nyheder
Annonce