Højhuse med omtanke
Peter Olesen er uddannet journalist og er især kendt fra DR, hvor han var nyhedsoplæser indtil 1990. Han har udgivet utallige bøger om arkitektur og har været Danmark rundt for kritisk at bedømme de forskellige byers fremtræden. De senere år har Peter Olesen også været fremme i højhusdebatten med sine klare holdninger om, hvor sådanne passer ind og bestemt ikke passer ind i bybilledet.
Hvad mener du om det hype, der har været omkring højhuse i seneste par år?
Jeg mener, at vi i Danmark generelt er højhusforskrækkede og specielt i København har politikerne håndteret begrebet klodset ved at placere de få, vi har, i spredt fægtning: De råber "her ligger a, hvor ligger do" til hinanden. Men højhuse indenfor voldene: nix
Af de højhusprojekter, der er fremme i øjeblikket, er der så et bestemt, der har fanget din interesse?
Ideen om højhuse i København i Sydhavnen, Nordhavnen og en dag på Refshaleøen ville være fine ideer. Også det FN-hus i Frihavnen, som lige er kommet frem i debatten er okay.
Hvad skal man især tage hensyn til, når man vil placere et nyt højhus?
Man skal kigge på omgivelserne – om den potentielle bygning passer ind eller ej i det eksisterende område. Man skal også tage højde for de skygger, som højhuset vil kaste. Laver man en samlet højhusbebyggelse, er det en anden sag… sådanne problemer har du jo ikke i NY
Hvad mener du om planerne for Århus havnearealer, såsom Light*house?
Jeg kan godt lide projektet for Århus, som er på behørig afstand af den ældre bydel... Derudover mener jeg også, at det er fint med højere huse ud til vandet.
Du har før udtalt dig negativt om f.eks La Défense-kvarteret i Paris – mener du, at moderne arkitektur altid er sjæleløs? Hvis ikke, hvad skal der så til for at det bliver et rart og attraktivt sted at opholde sig?
Al moderne arkitektur er bestemt ikke altid uden sjæl.... hvert hus skal ha personlighed, være noget særligt, skabt alene og dog passet ind