aarhusportalen.dk
Søg på Aarhusportalen |
Sitemap |
Nyhedsbrev |
Facebook |
Arrangementer
Nyhedsbrev
Weekendkalender, konkurrencer, ny- heder og meget mere direkte i din mailboks. Tilmeld dig her.

Århus på plakaten

Tagskægget - et jazzcentrum

Ben Webster var et hovednavn i Festugen i Århus i 1969. Den verdensberømte tenorsaxofonist lignede, som det er beskrevet i bogen "Århus på plakaten", en træt gammel mand, når han kom ind i lokalet, men det indtryk forsvandt i samme øjeblik, han indtog sin plads og blæste de første toner. Så var der ikke tvivl om, hvem der var stjernen.

Koncerterne blev spillet på Tagskægget, der i en årrække var lidt af et jazzcentrum udenfor København. Det blev drevet af Peter Max Hansen, og Tagskægget åbnede i oktober 1967 i lokaler i Paradisgade.

Stedet var fra begyndelsen en succes, og det var en særlig atmosfære over etablissementet. Der kom mange studerende, og billetpriserne var rimelige. Man kunne opleve en koncert med Ben Webster for en tier.

Tagskægget var en stor succes, og lokalerne i Paradisgade blev hurtigt for små, så i sommeren 1969 rykkede Tagskægget til Elvirasmindes gamle chokoladefabrik i Klostergade.

Peter Max Hansen åbnede også Royal Birdland jazzcenter i 1972 på Hotel Royal, men det var en oversatsning. Stedet måtte lukke allerede samme år, og Tagskægget fulgte trop i 1980.

Ben Webster-plakaten er skabt af Århus-kunstneren Finn Hjernøe.

Af Jens Kaiser

Kilde: JP Århus, 24. december 2004