Aarhus Havn inviterer til valgmøde. Her kan du møde dine lokale folketingskandidater og høre, hvad de har tænkt sig at gøre for havnen og regionens erhvervsliv.
Et af folketingsvalgets første større valgmøder i Aarhus finder sted mandag den 29. august på en af byens største arbejdspladser Aarhus Havn. 15 lokale folketingskandidater fra syv forskellige partier møder op.
Mødet kommer i høj grad til at handle om vækst, job og udvikling i regionen set i lyset af den globale økonomiske krise og de temaer, som i øvrigt vil præge valgkampen.
Havnene i Region Midtjylland kan som erhvervscentre spille en vigtig rolle i løsning af problemerne. Men havnene kan ikke gøre det alene. Politikerne er nødt til at udvikle rammebetingelser, der styrker erhvervslivets konkurrenceevne. I næste folketingssamling skal landspolitikerne f.eks. i gang med at forhandle om tilskud til ny infrastruktur og adgangsforhold til havnene i en Havnepakke 3. For regionen betyder det f.eks. at tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus, nye veje ved Thyborøn, Horsens, Grenå og Randers er i spil.
De deltagende politikere er:
Jens Joel (Soc.), Kim Andersen (Venstre), Jonas Holm (Venstre), Michelle Holst (Venstre), Tom Behnke (Kons.), Nicolaj Bang (Kons.), Per Løkken (Kons.), Jonas Dahl (SF), Sanne Rubinke (SF), Henrik Olsen (Liberal Alliance), Peter Hjortkjær (Liberal Alliance), Kim Christiansen (DF), Per Dalgaard (DF), Per Clausen (Enh.), Solveig Munk (Enh.).
Valgmødet foregår ved Aarhus Havn, Havnehuset, 2. sal, Mindet 2 mandag den 29. august kl. 15.30 - 17.00.